Det er bedst at retsforfølge fremmedkrigere i Danmark, for det beskytter befolkningen, siger professor.

Det er svært at se det juridisk rigtige i statsministerens udmelding om, at internationale konventioner beskytter de forkerte, når Danmark tvinges til at hjemtage fremmedkrigere.

Sådan siger Frederik Harhoff, som er professor emeritus i folkeret ved Syddansk Universitet og forhenværende dommer ved FN's internationale krigsforbrydertribunal.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde efter tirsdagens spørgetime i Folketinget, at internationale konventioner i hendes øjne beskytter de forkerte, nemlig fremmedkrigerne.

- Det synspunkt er svært at forstå, for konventionerne går netop ud på, at fremmedkrigerne skal trækkes hjem til retsforfølgelse i de lande, de kommer fra.

- Det er vel ikke beskyttelse. Tværtimod. At de skal retsforfølges og domfældes er en beskyttelse af befolkningerne, som lider under de her terrorangreb, siger han.

En syrienkriger med dansk pas, der tidligere er idømt fire års fængsel i Tyrkiet, blev mandag anholdt, da han ankom til Danmark.

I henhold til konventionerne kan Danmark ikke fratage en fremmedkriger statsborgerskabet, hvis personen ikke har dobbelt statsborgerskab.

Ifølge Frederik Harhoff har selv den værste forbryder krav på en ordentlig rettergang.

Han kalder bekymringen for, at terrortruslen bliver større, hvis fremmedkrigerne befinder sig inden for de danske grænser, for et "fejlskøn".

- Vi har mere styr på dem, når de er i landet.

- Vi kan holde øje med, hvad de foretager sig, end hvis de suses rundt i alverdens lande uden at blive retsforfulgt og med mulighed for at slå sig sammen og danne nye terrorgrupper, lyder det.

Frederik Harhoff kalder udmeldingen for en sammenblanding af følelser, politik og jura.

- Vi står os bedst ved at holde fast i den kolde, faktuelle jura, for ellers bliver vi ført et sted hen, hvor vi ikke vil være, slår Frederik Harhoff fast.

/ritzau/