At give dobbeltstraf i ghettoområder vil sandsynligvis være diskrimination, vurderer forsker ved KU.

København. Diskrimination på baggrund af afstamning er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

At indføre dobbeltstraf i ghettoområder vil derfor sandsynligvis være i strid med både dansk lov, menneskerettighedskonventionen og FN's konvention mod racediskrimination.

Det vurderer professor ved Københavns Universitets Juridiske Fakultet Kirsten Ketscher.

- I diskriminationsretten skelner vi mellem direkte og indirekte diskrimination. Direkte diskrimination er lovgivning åbenlyst rettet mod personer eksempelvis med anden afstamning end dansk.

- Indirekte diskrimination er det forhold, at en tilsyneladende neutral lov i virkeligheden rammer bestemte etniske grupper hårdt. Det synes jeg, man kan antage, er tilfældet her.

- For dem, der i højeste grad vil blive ramt, er sandsynligvis dem, der bor i området, siger Kirsten Ketscher.

I selve regeringens definition af, hvad der bliver udpeget som ghettoområder, er andelen af beboere med ikkevestlig baggrund høj.

Beskyttelsen mod diskrimination i dansk lovgivning er sikret via FN's konvention om afskaffelse af racediskrimination, der blev ratificeret i 1971.

Her forpligter Danmark sig til "aldrig ved nogen handling at indlade sig på racediskrimination". Også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention dækker racediskrimination.

- Så der vil være strenge krav til at retfærdiggøre sådan en lov fra regeringens side. Når vi er i strafferetten, hvor man frihedsberøver borgerne, bliver der stillet strenge krav, siger Kirsten Ketscher og fortsætter:

- For mig er der ingen tvivl om, at der vil være tale om retsstridig diskrimination i forhold til både Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN's konventioner.

- Det påhviler regeringen at forklare, hvorfor det ikke er tilfældet. Det vil blive meget svært, mener jeg. Så jeg vil mene, at forslaget er på gyngende grund juridisk.

/ritzau/