Udenrigsministrene forsøger at de-eskalere ordkrig mellem Trump og Danmark, vurderer professor.

USA og Danmarks topdiplomater er gået i gang med at klinke skårene, efter at USA's præsident, Donald Trump, har udskudt et besøg i Danmark, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) i klare toner har afvist at drøfte et salg af Grønland.

Det vurderer Martin Marcussen, der er professor ved Københavns Universitet, hvor han forsker i diplomati og international forvaltning.

- Hele kernen i diplomati handler om at skabe gode netværk og tillid. Det forsøger de to udenrigsministre, der er topdiplomater. De signalerer, at det er tid til at klinke skårene, siger han til Ritzau.

- Det er et signal til hjemmepublikummet i Danmark og USA og resten af verden om, at så er det heller ikke værre, tilføjer forskeren.

Natten til torsdag har udenrigsminister i USA Mike Pompeo og hans danske kollega Jeppe Kofod talt sammen.

Herefter udsendte det amerikanske udenrigsministerium en udtalelse, hvor Pompeo citeres for at have udtrykt sin påskyndelse af Danmarks samarbejde med USA.

Ifølge Martin Marcussen har de venlige ord fra det amerikanske udenrigsministerium dog ikke nødvendigvis den samme vægt som tidligere.

- I mange år har vi vænnet os til, at vi kunne kommunikere med det amerikanske udenrigsministerium og stole på, hvad der bliver sagt. Sådan er det ikke længere.

- Det er ikke, fordi diplomaterne lyver, men de er ikke inde i informationsloopet i Det Hvide Hus. Det er de tætteste rådgivere ikke engang, siger han.

Philip Christian Ulrich, der dækker amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik for netmediet Kongressen, læser Pompeos ord som en bekræftelse af, at Danmark og USA trods kurer på tråden har et stærkt forhold.

- Ja, vi er i krise lige nu, men grundlæggende har vi et stærkt forhold, siger han, men uddyber, at det ikke betyder, at krisen ikke kommer til at sætte spor:

- Mere lavpraktisk vil amerikanerne nok bruge den her situation til at presse danskerne mere i forhold Arktis. I amerikansk optik skal vi tage Arktis mere seriøst. Danmark ser regionen mere fredelig, end den er i amerikanske øjne.

/ritzau/