Et forsøgsprojekt i Aarhus Kommune vil give langtidsledige op til 50.000 kroner, så de selv kan finde et job. Ansvaret kan gavne jobindsatsen, lyder det fra professor.

I lang tid har det været sagsbehandlerne i landets jobcentre, der har dikteret, hvad de ledige skulle gøre for at få et job.

Men i et nyt forsøg i Aarhus Kommune vil man eksperimentere med at give 375 langtidsledige op til 50.000 kroner, der skal gå til deres egen jobindsats. De ledige skal selv administrere pengene, og det kan aktivere nogle helt andre ressourcer end de ressourcer, jobcentrene normalt har fokus på, lyder det fra professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, Flemming Larsen.

»Idéen med den type forsøg er, at man prøver at aktivere nogle ressourcer, som man måske ikke selv er opmærksom på. Man prøver at sætte de ledige i førersædet i stedet for, at de får at vide, hvad de skal gøre,« siger han og fortsætter:

»Filosofien er, at det vil frigøre nogle helt nye typer ressourcer, og at man på den måde i virkeligheden kan lave en meget mere succesfuld indsats, når den ledige selv kan være med til at bestemme, hvad man skal fokusere på,« siger Flemming Larsen.

Ifølge Thomas Medom (SF), der er social- og beskæftigelsesrådmand for SF og hovedarkitekten bag forsøget, kan der være mange forskellige forhindringer, der ligger til grund for, at man ikke kan få et arbejde. Derfor er der ikke umiddelbart nogen grænser for, hvad pengene kan gå til, så længe det kan gavne ens muligheder for at få et job.

I første omgang er forsøgsprojektet finansieret af Velux-fonden med seks millioner kroner, og ifølge planen skal det starte fra 1. december i år.

»Vi må vente og se, hvad resultaterne bliver, men der er et rigtigt spændende potentiale i sådan noget her. Også for at finde ud af, hvilken betydning interaktionen mellem den ledige og sagsbehandleren har,« siger Flemming Larsen.

»Her er det ikke længere sagsbehandleren, der skal sige, hvad den ledige skal gøre, men her skal den ledige selv prøve at træffe nogle ret væsentlige beslutninger om, hvordan forløbet skal se ud,« understreger han.

Projektet skal vare to år og tre måneder.