____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Partiet Venstre har betalt tøj for i alt 152.000  kr. til deres formand Lars Løkke Rasmussen, da han var statsminister.

Pengene er blandt andet gået til skjorter, habitter og boxershorts.

Sagen har senest fået flere Venstre-profiler til offentligt at kritisere deres formand.

Venstres lokalformand i Låsby, Jørgen Jakobsen, siger til dr.dk, at han er skuffet over Lars Løkke:

- Jeg er mest skuffet over, at når man tjener langt over en million, at man så ikke lige selv kan købe sine underbukser. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen fik som statsminister 1.534.963 kr i løn. For de penge, skal en statsminister selv betale sit tøj. Det fortæller professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.

- Lønnen til statsministeren og de øvrige ministre er til at sikre, at der er en aflønning for det job, der udføres. Tøj og andre ting er private for statsministeren og alle andre ministre. Det skal de betale af deres løn, siger Henning Jørgensen.

Tidligere fandtes der et repræsentationstillæg til statsministerens og udenrigsministerens løn. Det findes ikke længere. Til gengæld får statsministeren, udenrigsministeren, finansministeren og økonomi- og indenrigsministeren en højere løn end andre ministre.

En almindelig ministerløn er i dag 1.171.317,96 kroner. Statsministeren får 125% af det beløb, nemlig 1.464.147,96 kr. Udenrigsministeren, finansministeren og økonomi- og indenrigsministeren får 110 pct. af beløbet.

Ministrenes løn var lidt højere, da Lars Løkke Rasmussen var statsminister.

Det skyldes, at man som følge af finanskrisen, midlertidigt har nedsat ministrenes grundvederlag med 5 pct. i perioden 2011 til 2015.

Som statsminister fik Lars Løkke Rasmussen dermed 25 pct mere i løn end andre ministre. Det svarer til 307.000 kr. og for sin løn skulle han selv afholde udgifter til tøj.

- Hvis han så privat modtager tøj fra en organisation som Venstre, så er det skattepligtigt. Lars Løkke får vederlag for at være statsminister, og hvordan han så klæder sig er hans eget problem. Han får ikke apanage som kongehuset., siger Henning Jørgensen.

Apanage er den ydelse, der skal gøre det muligt for statsoverhovedet at varetage de særlige repræsentative opgaver, der er pålagt regenten.



Ministervederlag i Lars Løkke Rasmussens regering (2010):

Statsministeren     1.534.963,15

Økonomi- og indenrigsministeren1.350.767,57

Udenrigsministeren   1.350.767,57

Finansministeren    1.350.767,57 

Øvrige ministre     1.227.970,52


Ministervederlag i Helle Thorning-Schmidts regering (2014): 

Statsministeren    1.464.147,96

Økonomi- og indenrigsministeren 1.288.449,96

Udenrigsministeren     1.288.449,96

Finansministeren     1.288.449,96

Øvrige ministre     1.171.317,96