Udlændinges SU-gæld skal kradses ind, mener regering, før Folketinget fredag forhandler DF-forbud mod SU-lån.

København. Udenlandske studerende skal tvinges til at betale deres SU-gæld tilbage. Den udgør 80 millioner kroner af en samlet SU-gæld på 155 millioner kroner.

- Det er et voksende problem, at udlændinge, der får SU-lån, forlader Danmark og ikke betaler. Det er simpelthen urimeligt. Derfor vil regeringen sætte ind over for det, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

På langt sigt vil regeringen have en aftale i EU. På kort sigt vil Danmark lave bilaterale aftaler med enkelte lande.

Regeringens udspil kommer, samtidig med at Folketinget fredag forhandler Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Det forbyder SU-lån til udlændinge, forklarer uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl.

- Man skal stoppe med at give lån til udenlandske studerende, siger han.

Jens Henrik Thulesen Dahl afviser, at forbuddet bryder nordiske aftaler, så studerende kan læse i de andre nordiske lande.

- Nej. Vi har fået at vide, at man ikke kunne inddrive gæld. Så de studerende kunne tage hjem til sig selv uden at betale det, de har lånt. Så har vi sagt: Vi er nødt til at stoppe den trafik, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Der er nu 1100 skyldnere mod før 900. Udenlandske studerende skyldte sidste år 80 millioner kroner. Dermed en gælden steget 20 millioner kroner på to år.

Udenlandske SU-skyldnere skal oplyse deres ny adresse, hvis de flytter fra Danmark. Planen er, at private inkassofirmaer skal hjælpe danske myndigheder med at inddrive gælden.

Nu kan myndigheder kun inddrive gælden, hvis skyldneren betaler frivilligt. Regeringen vil have Gældsstyrelsen til at sætte særlig fokus på at inddrive SU-gæld i udlandet fra 1. juli 2018.

Regeringen vil i EU forhandle fælles løsninger om SU. I oktober 2017 bad regeringen forgæves EU-Kommissionen om hjælp. Kommissionen mente, at SU-lån kan flettes ind, når Bruxellesforordningen vurderes i 2022.

Regeringen håber i EU på alliancer med Tyskland, Holland og Sverige med systemer som SU.

Regeringen vil også styrke samarbejdet med nordiske naboer, som sender flest studerende til Danmark. De nordiske lande har flest statsborgere med misligholdt gæld.

/ritzau/