Skattekommissionens arbejde ventes at løbe op i 349 millioner kroner og ventes afsluttet i 2024.

Det kommer til at koste 349 millioner kroner for Skattekommissionen at afslutte sit arbejde.

Det fremgår ifølge Politiken af en redegørelse, som justitsminister Nick Hækkerup (S) har sendt til Folketingets skatteudvalg.

Oprindeligt var budgettet 308 millioner kroner, men regningen steg sidste år til 318 millioner kroner og bliver nu endnu højere.

Det var desuden planen at afslutte arbejdet i 2023. Det ventes nu at blive i 2024.

Kommissionen blev nedsat i 2017. Den skal blandt andet afdække forløbet omkring en række skandaler - herunder svindel med udbytteskat og en kuldsejlet gældsinddrivelse.

I første del af arbejdet har kommissionen haft fokus på, hvordan det kunne gå til, at svindlere fra udlandet fik udbetalt 12,7 milliarder kroner i udbytteskat, som de ifølge myndighederne ikke var berettiget til.

Derudover har kommissionen fokus på de sammenlægninger og sparerunder, der har været i skatteforvaltningen fra 2006 til 2014.

Som en del af arbejdet vil der også komme fokus på, hvordan skiftende skatteministre og andre minister - herunder i Finansministeriet - har haft af rolle i sagen.

I december er der afhøringer af de tidligere skatteministre Troels Lund Poulsen (V), Kristian Jensen (V), Thor Möger Pedersen (SF) og Holger K. Nielsen (S) samt tidligere finansminister Bjarne Corydon.

/ritzau/