- Han er vores allierede i forhold til miljøet, siger en begejstret dansk miljøminister.

Når det drejer sig om miljø og klima, har SFs miljøminister Ida Auken fået en uventet kampfælle i den britiske Kronprins, der er på tre dages besøg i Danmark. Og valgte et mødes med Auken som noget af det første. 

Og Ida Auken var fuld af smil og gode forhåbninger efter det ekstraordinære møde lørdag med Prins Charles på Amalienborg.



- Det var et rigtig godt møde, og Charles er allerede en af vores vigtige allierede på miljøområdet. Han er en stærk medspiller, fordi han kan få opmærksomhed omkring miljø og klima ind i for eksempel erhvervslivet, siger Ida Auken til BT.

Mødet med den danske miljøminister blev arrangeret i sidste øjeblik på prinsens foranledning. Charles har været stærkt optaget af problemerne omkring klima og miljø de sidste mange år, og har fået anbefalet den danske SF-minister af sine nærmeste medarbejdere.



- Han brænder utroligt meget for de samme ting, som jeg også arbejder med. Og han er rigtig god at skabe en behagelig stemning uden at etiketten kommer i vejen.

- Og så er det en stor inspiration, at arbejde sammen med mennesker, der er så professionelle, som han er. Man kan tydeligt mærke, at han har arbejdet med de her emner i mange år, og ved utroligt meget om det, siger Ida Auken, der fortæller, at de blev enige om, at tage deres fælles bekymringer med til Rio, når der er klimatopmøde i juni i år.

- Det drejer sig om, at vi bliver nødt til at ændre den måde, vi tænker produktion på, hvis ikke det skal få katastrofale følger for miljø og klima. Hvis vi fortsætter som i dag, ender det med at bliver en boomerang i nakken på os selv. Så derfor har vi nogle klimamodeller, der viser, hvordan det bliver, hvis vi fortsætter, og nogle modeller, der viser, hvordan vi kan løse det, hvis vi tør tænke anderledes, siger miljøminister Ida Auken.