DFs formand efterlader statsministeren og rejser udenlands midt under højdramatiske politiske forhandlinger.

Som om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke har problemer nok med truslen fra Liberal Alliances Anders Samuelsen om at blive væltet, skal regeringschefen nu forholde sig til en dårlig nyhed mere.

Nu viser det sig, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, rejser til New York i tre uger midt under de højdramatiske forhandlinger om 2025-plan og finanslov. DFs formand har meldt sig til delegationen, der fra 26. oktober til 11. november deltager i FNs generalforsamling.

Der har været snak om, at han måske ville trække sig fra turen, men så sent som mandag stod han stadig opført på den officielle delegationsliste, der ajourføres af Udenrigsministeriet.

Hans langvarige fravær sætter V-regeringens forhandlingsleder, finansminister Claus Hjort Frederiksen under et stort tidspres. I en kronik i Jyllands-Posten skrev Hjort i fredags, at helhedsplanen og finansloven skal være på plads i midten af november, så de kan nå at få virkning fra årsskiftet.

Hvis Kristian Thulesen Dahl gennemfører rejsen som planlagt, har han sidste arbejdsdag i New York fredag 11. november og kan være tilbage i Danmark i løbet af lørdagen. Tre dage senere, tirsdag 15. november, udløber den tidsfrist, Hjort har sat.

Med i delegationen er også Thulesen Dahls partifælle Bent Bøgsted, som er beskæftigelsesordfører. Det betyder, at hele det politiske ansvar for at lande en god aftale er lagt i hænderne på partiets finansordfører René Christensen.

De Konservative sender sin politiske ordfører Mette Abildgaard af sted til New York, men det udgør ikke noget problem, at partiets forhandlere bliver Søren Pape Poulsen og Brian Mikkelsen.

Ambitioner for Danmark

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, har ikke nogen kommentar til Kristian Thulesen Dahls rejseplaner, men han understreger, at der venter nogle særdeles hårde forhandlinger i de kommende uger frem til medio november.

»Det er den største samlede plan, en regering er kommet med i mange år. Nu er min politiske hukommelse ikke så lang, men jeg mener, at det er første gang, at de regeringsansvarlige partier ikke har meldt ind, at de er enige i ambitionen i denne plan. I alle de tidligere planer var man trods alt enige i målet, men ikke enige i vejen til målet. Det handler om at få et øget råderum på 65 mia. kr. Det er man simpelthen ikke enig i. Venstre er åbenbart det eneste parti, der har ambitioner på vegne af Danmark,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Nogle har spekuleret i, at Løkke kunne finde på at udskrive valg på torsdag midt under åbningsdebatten. Det tror Ellemann nu ikke.

»Løkke er ikke den type statsminister, der lægger sig ned ved første givne lejlighed. Det synes jeg, han har vist, og det vil overraske mig, hvis han gør det,« siger den politiske ordfører.