Rigsrevisionen skal undersøge samtlige ministres brug af kreditkort. Herunder fødevareminister Rasmus Prehns, som har været genstand for en sag med misbrug af ministeriets kreditkort til private middage og andre udgifter, som ikke umiddelbart hører under ministeriet.

Det er Folketingets seks statsrevisorer, som vil anmode Rigsrevisionen om at gå ind i sagen. Det erfarer B.T. fra kilder med kendskab til forløbet.

Rasmus Prehn har blandt andet sendt en regning for en middag videre til ministeriet, hvor han havde skrevet på bilaget, at han spiste middag med journalist Søren Wormslev fra Nordjyske.

Det har Søren Wormslev dog pure afvist og Prehn har indrømmet, at der ikke var tale om Søren Wormslev, men en anden journalist, som han dog ikke kan oplyse navnet på.

Prehn har også to gange spist middag med B.T.s tidligere debatredaktør Sanne Fahnøe og sendt regningen videre til ministeriet.

TV 2 oplyser desuden, at undersøgelsen omfatter ministre helt tilbage til 2015. Det betyder altså, at nuværende og tidligere ministres kreditkort skal kulegraves.