Presset på de danske sygehuse stiger, efter flere og flere coronasmittede bliver indlagt og har brug for behandling. Fortsætter det sådan, kan det blive nødvendigt at udskrive andre patienter.

Patienter, der endnu ikke er færdigbehandlede vel at mærke.

De patienter vil de privatpraktiserende læger gerne hjælpe med at færdigbehandle, men de skal have dobbelt takst for at løfte opgaven.

Sådan en aftale har Region Sjælland indgået med PLO Sjælland, Praktiserende Lægers Organisation.

En aftale, der ikke falder i god jord hos de danske politikere:

»Det virker ikke særlig sympatisk, at PLO Sjælland kræver dobbelt takst for at behandle patienter midt under en alvorlig krise. Den almindelige takst til læger er i forvejen meget høj, så det lyder umiddelbart ikke særlig næstekærligt. Jeg håber, at PLO har en god forklaring på det, ellers må vi rejse sagen i Folketinget,« mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, synes heller ikke om aftalen:

»Jeg synes, det virker grådigt og usympatisk. Jeg vil gerne honorere folk for deres arbejde, men dobbeltbetaling i den her situation er ikke rimeligt,« siger Kirsten Normann Andersen, der bakkes op af Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, der mener, PLO Sjælland har udnyttet en fordelagtig forhandlingsposition.

Dobbelt løn for sårbehandling og medicingivning

Men ifølge PLO selv er aftalen, som den bør være.

»I den her aftale kommer lægerne til at varetage en helt anden opgave end normalt. Derfor har vi ikke nogle normale takster at beregne arbejdet ud fra,« fortæller Camilla Høegh-Guldberg, formand for PLO Sjælland.

Med takster mener Camilla Høegh-Guldberg det system, hvor man kan se, hvad den præcise lægeydelse koster. Men de nye opgaver indgår ikke i taktssystemet. Derfor har PLO taget udgangspunkt i honoraret for konsulentarbejde på 912,50 kr i timen og fordoblet det. Sluttakst: 1.825 kr.

»Det er ikke et dobbelt vederlag. Det er en kendt takst, som vi har skaleret op. Normalt er konsulentarbejde papirarbejde og møder, det har vi tænkt ekstraarbejde, som lægerne ikke er vant til, oveni.«

Formand for PLO Sjælland, Camilla Høegh-Guldberg, synes aftalen er, som den skal være.
Formand for PLO Sjælland, Camilla Høegh-Guldberg, synes aftalen er, som den skal være. Foto: Claus Bech
Vis mere

I aftalen fremgår det, at bliver der udskrevet ikke-færdigbehandlede patienter, skal de praktiserende læger overtage behandlingsansvaret.

Helt konkret skal de praktiserende læger altså overtage nogle af de opgaver, der ellers skulle være udført på sygehusene.

»Vi overtager det lægelige ansvar for behandling af patienterne. Det kunne for eksempel være i forbindelse med sondeanlæggelse, sårbehandling eller fjernelse af sting. Det kan også være at give medicin eller væske i drop,« fortæller Camilla Høegh-Guldberg.

Meget højere end andre takster

Kigger man på de privatpraktiserende lægers takster, er honoraret for konsulentarbejde på 912,50 kr. et af de højeste.

Andre takster lyder for eksempel på 145,46 kr. for en konsultation i egen praksis, 825,84 kr. for hjemmebesøg ved skrøbelige ældre og 398,67 kr. for behandling af store læsioner og forbrændinger.

Camilla Høegh-Guldberg, er det en fair pris, I har sat for at overtage ansvaret for behandlingen?

»Det er fair, set i lyset af opgaverne og ansvaret, der følger med. Derudover er det en beredskabsaftale, der er indgået i 2016, hvor der ikke var en aktuel trussel hængende.«

Det er vel irrelevant, om aftalen er indgået i 2016 eller 2020, det er stadig det honorar, I har valgt at tage for arbejdet under en pandemi?

»Vi håbede, at der ikke blev brug for at aktivere aftalen.«

Hvad tænker du om, at flere politikere ser jeres takst som grådig og usympatisk?

»Nogle vil synes, at beløbet er højt, andre vil synes det modsatte. Vi løfter opgaven, inden for de muligheder vi har.«

Vi står i en international sundhedskrise. Burde vi ikke hjælpe hinanden i stedet for at kræve mere i løn?

»Vi har en betydelig nedgang i indtjeningen i vores almen praksis. Cirka 40 procent vil jeg anslå, som følge af den omstilling, vi har lavet,« fortæller Camilla Høegh-Guldberg, formand for PLO Sjælland.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Region Sjælland, men de ønsker ikke at kommentere på sagen.