Skandaleramte Mike Fonseca meldte sig torsdag klar til »kæmpe benhårdt« for politisk indflydelse. 

Men det er begrænset, hvor meget han som løsgænger får at tage sig til på Christiansborg. 

Han får nemlig blot to såkaldte observatørposter i henholdsvis Sundhedsudvalget og Ældreudvalget. 

»Man er som løsgænger berettiget til to observatørposter. Fonseca har valgt ældreudvalget og sundhedsudvalget, skriver Folketingets formand Søren Gade (V) i en besked til Ekstra Bladet

Dermed ser det ud til, at Fonseca ikke får tildelt mere end det absolutte minimum af det, han har krav på at få tildelt som løsgænger i Folketinget. 

Som observatør har Fonseca ikke stemmeret i de to udvalg, men må blot deltage i møderne. 

Mike Fonseca blev i november smidt ud af Moderaterne efter det kom frem, at det 28-årige folketingsmedlem var blevet kæreste med en 15-årig pige. 

Fonseca sygemeldte sig umiddelbart efter fra Folketinget. 

Han har tidligere luftet tanker om at søge ind i et nyt parti, men flere partier har  afvist at ville tage ham ind.

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.