Lyt til artiklen

En uge efter den overraskende nyhed om, at statsminister Mette Frederiksens trolige rådgiver Martin Rossen stopper i Statsministeriet, er der igen nyt om den snart forhenværende stabschef.

Der er en portrætbog på vej om Rossen, som de seneste 10 år har været en af de mest centrale aktører i dansk politik.

Det oplyser forlaget Gyldendal i en pressemeddelelse.

Det er de to garvede journalister og forfattere Henrik Qvortrup og Mads Brügger, som er på vej med portrætbogen om Martin Rossen.

Martin Rossen
Martin Rossen Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Vis mere

Gyldendal lover i omtalen af den kommende bog, at læserne bliver 'klogere på, hvordan Mette Frederiksen fik magten – og nu effektivt fastholder den' – via en 'grundig journalistisk undersøgelse af personen og fænomenet Rossen'.

De to forfattere ser frem til arbejdet med portrætbogen.

»Personligt kan jeg ikke tænke mig noget mere spændende som journalist end at skulle være med til at skrive en portrætbog om Martin Rossen. En mand, som det er lykkedes at blive en af de mest magtfulde personer i dansk politik, men som samtidig er forblevet stort set ukendt uden for Slotsholmen,« siger journalist og forfatter Mads Brügger i pressemeddelelsen.

»Som fortælling betragtet er det også en interessant beretning om en mønsterbryder fra Als, der pludselig dukker op på de bonede gulve, og så lige pludselig, fra den ene dag til den anden, forsvinder han igen og vender tilbage til sin hjemstavn,« fortsætter han.

Ifølge Henrik Qvortrup er Martin Rossen 'blandt de vigtigste nøgler, hvis man vil forstå den magtudøvelse, som den nuværende regering praktiserer på så effektiv vis'.

Martin Rossen har været Mette Frederiksens særlige rådgiver siden 2011. Og i 2015 blev han Socialdemokratiets stabchef.

I rollen som stabschef har han fået mere indflydelse end nogen anden særlig rådgiver i danmarkshistorien, hvilket har fået både medier og opposition – ikke mindst hedengangne Radio24syv – til at kritisere Rossen for at have for meget magt for en ikke-folkevalgt samt positioner, som normalt bør tilhøre folkevalgte.

Blandt andet har Martin Rossen indtaget en rolle i et politisk sekretariat, som blev oprettet med Mette Frederiksens indtog i Statsministeriet.

På trods af de mange magtfulde poster gav Martin Rossen ingen interviews i hele 2019. Derfor blev han blandt andet tildelt fagbladet Journalistens 'lukkethedspris' i 2019.

Martin Rossen forlod stillingen som særlig rådgiver for Mette Frederiksen og stabschef i Statsministeriet til fordel for et job som senior vice president i Danfoss.

Umiddelbart er der ikke taget stilling til, hvem der skal afløse Martin Rossen. Men det sekretariat, han var leder for i Statsministeriet, vil fortsætte, nu med to medarbejdere i stedet for tre.

Hvornår portrætbogen om Martin Rossen kommer på gaden er endnu ikke fastlagt.