En tårevædet Kristian Jensen trækker sig på grund af mistillid og uro efter at have været næstformand i ti år.

For sidste gang som næstformand snørede Kristian Jensen (V) tidligt lørdag morgen sine løbesko på hotelværelset og løb en tur på omkring seks kilometer.

Fredag aften kom han ellers sent i seng, da et ophedet møde i Venstres forretningsudvalg trak ud til omkring midnat, da der var debat om formandskabet efter uro i Danmarks næststørste parti.

Han er kendt for at løbe, da det giver ham rum til at tænke, og lørdag morgen var der således ekstra god grund til turen, da han fredag havde meddelt partiet, at han ville trække sig fra sin post, hvis formand Lars Løkke Rasmussen (V) gjorde det samme.

Ellers ville Kristian Jensen selv stille op som formand og udfordre Løkke, der dog endte med at trække sig selv på grund af mistillid.

Siden 2009 har Kristian Jensen været næstformand i Venstre, men han når aldrig at krydse målstregen og blive formand for partiet. Dermed får han nu mere tid end før til at dyrke sine løbeture.

Hans stemme knækker over, da han lørdag formiddag stiller op til interview på hotellet og bliver spurgt til, hvor stor en skuffelse det er, at han aldrig bliver formand, når han har været næstformand i ti år.

- Det er der slet ikke ord til at beskrive, men det er sådan, at man skal træffe de valg, der er, når situationen er der, siger han.

Lørdag mødes hovedbestyrelsen med omkring 130 medlemmer, efter at Jensen og Løkke begge har trukket sig. Formandskabet og krisen er på programmet endnu engang.

Der har offentligt været udtrykt mistillid til formandskabet fra dele af baglandet samt enkelte folketingsmedlemmer.

Den gennemgående forklaring blandt kritikerne er uroen i partitoppen. At formandsopgøret i 2014, hvor Jensen udfordrede Løkke, men trak sig, har skabt fløje i partiet, og at de to har et disharmonisk samarbejde.

Krisen eskalerede for alvor, da Venstre i Region Midtjylland, altså Kristian Jensens eget bagland, meldte åbent ud og opfordrede formandskabet til at træde tilbage.

Da uroen så småt brød ud i starten af august, slog Kristian Jensen klart fast, at han agtede at genopstille som næstformand. Siden da, mens krisen har taget til, har Kristian Jensen været tavs.

Tilbage i 2014 udfordrede han Løkke som formand på det efterhånden legendariske hovedbestyrelsesmøde i Odense. Løkkes bilagssager og tøjindkøb fyldte for meget, men det endte med status quo efter et meget omtalt møde mellem Løkke og Kristian Jensen i en kælder.

Løkke fortsatte som formand, mens Kristian Jensen fortsatte som næstformand.

"Kronprins Kristian Kedelig", som dele af partiet døbte ham, havde ikke modet til at vælte Løkke. Kristian Jensen stod med sværdet, klar til at svinge, men tøvede, var analysen.

Gang på gang har profetien på Christiansborg siden lydt, at Kristian Jensen var den eneste i kongeriget, der troede på, at han kunne blive formand.

Kristian Jensen havde ifølge sig selv af kærlighed til Venstre ofret sig og dermed skånet partiet for et langt og opslidende kampvalg.

Og nu er løbet måske kørt for Kristian Jensen, hvis politiske cv ellers er imponerende. Tidligere skatteminister, tidligere udenrigsminister, tidligere finansminister.

Kristian Jensen har i en årrække løbet og løbet og sigtet mod formandsposten, men paradoksalt er det slut i en tid, hvor Venstre er gået flot frem ved det seneste folketingsvalg for få måneder siden.

Det var næppe det scenarie, Kristian Jensen havde set for sig tilbage i 2009, hvor han blev næstformand.

/ritzau/