Bertel Haarder er den længst siddende minister, siden parlamentarismens fødsel i Danmark i 1901.

København. En epoke i dansk politik er forbi, når Bertel Haarder mandag overdrager nøglerne til Kultur- og Kirkeministeriet til Liberal Alliances Mette Bock.

Bertel Haarder er den længst siddende minister, siden parlamentarismen blev indført i Danmark i 1901.

Sammenlagt har han beklædt en ministertaburet i cirka 22 år.

Rekorden blev formelt sat i oktober, da han rundede 7853 dage som minister og slog den hidtidige rekordindehaver, Kristen Bording (S).

Det er et imponerende cv, som den 72-årige nu forhenværende minister kan præstere.

Bertel Haarder debuterede 10. september 1982 som undervisningsminister under statsminister Poul Schlüter.

Haarder tog over ti år på posten og gik sammen med Schlüter 25. januar 1993 efter tamilsagen.

Han kom tilbage 27. november 2001 som integrations- og europaminister under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og fortsatte under hans efterfølger Lars Løkke Rasmussen (V) i over ti år indtil 3. oktober 2011.

Da Lars Løkke Rasmussen i 2015 genvandt regeringsmagten, var Haarder atter at finde på ministerlisten som kultur- og kirkeminister.

Haarder huskes nok bedst som undervisningsminister gennem mere end 15 år.

Blandt hans bedrifter var afskaffelsen af begrebet "Klassens time".

Haarder var også initiativtager til Folkemødet på Bornholm, som han blev blev inspireret af efter et besøg på Almedalsugen på Gotland.

Senest har han som kulturminister taget initiativ til en såkaldt Danmarkskanon, som er en samling af bud på landets ypperste kulturelle værdier.

Haarder er selv en dygtig sangskriver og rimsmed, og han har formået at få en sang optaget i Højskolesangbogen.

Bertel Haarder har et heftigt temperament, og det fik DR-journalisten Kristian Sloth at mærke i 2010 under et interview med den daværende sundhedsminister.

Haarder skældte journalisten ud og forlod interviewet i vrede.

Blandt flere eder og forbandelser, som Haarder brugte, var udtrykket "pis mig i øret".

Bertel Haarder er gift med Birgitte, og parret har fire børn.

/ritzau/