Hun har været en af de mest populære borgmestre og en af de største stemmeslugere. Alligevel trak Birgit S. Hansen (S) sig i utide fra jobbet som borgmester i Frederikshavn.

I et interview med TV 2 Nord fortæller hun nu om baggrunden for sit exit.

Det var en helt særlig dag og en bestemt anledning, der fik hende til at træffe beslutningen om at trække sig fra politik.

9. marts 2024 blev formanden for Det konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, bisat fra Viborg Domkirke. 

Som bekendt var den kun 52-årige formand en uge forinden død af en hjerneblødning midt under et hovedbestyrelsesmøde.

Da Birgit S. Hansen, ligesom mange andre danskere, overværede begravelsen på tv, blev hun ikke bare rørt:

»Jeg græd som en vanvittig, og min mand spurgte: 'Kendte du ham så godt?',« fortæller Birgit S. Hansen til TV 2 Nord.

Billederne fra Søren Pape Poulsens bisættelse i Viborg Domkirke, fik Birgit S. Hansen til at tage en beslutning. 
Billederne fra Søren Pape Poulsens bisættelse i Viborg Domkirke, fik Birgit S. Hansen til at tage en beslutning.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det gjorde hun ikke. Men for hende blev Søren Pape Poulsens død og begravelse en form for 'kulmination', der satte tanker i gang om, hvor hårdt livet som politiker kan være.

Dagen blev for hende en milepæl, for det var den dag, hun besluttede, at 'nu stopper jeg'.

Birgit S. Hansen var en populær borgmester. I 2017 blev hun udråbt som 'valgets dronning,' da 42 procent af stemmerne ved kommunalvalget gik til hende personligt.

Men som 56-årig efter næsten 11 år i borgmesterstolen og næsten 24 år som byrådsmedlem valgte hun i oktober 2024 at stoppe.

Hun afviser i interviewet, at beslutningen havde noget med sagen omkring Frederikhavns Havn at gøre.

Fredrikshavn Kommune overtog i foråret 2024 det fulde ansvar for Frederikshavn Havn, fordi havnen manglede penge til fortsat drift. Dermed blev havnen kommunal, og gælden på 1,7 milliarder kroner endte i kommunekassen.

En undersøgelse fra advokatfirmaet Bech-Bruun fandt i februar 2025 dog ingen grund til at kritisere Birgit S. Hansen for hendes rolle som borgmester i sagen.

Efter sit exit fra politik er den tidligere borgmester blevet hentet til et job som KL's repræsentant i 'Den Grønne Trepart'.