Det er en intern magtkamp, der er skyld i, at regeringen nu begår et klokkeklart løftebrud om øremærket barsel til mænd.

De Radikales leder Margrethe Vestager siger, at Socialdemokraterne er skyld i, at der ikke bliver indført øremærket barsel til mænd. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

BTs politiske kommentator retter nu kritik af den udmelding.

- Det er en farlig kurs, at Margrethe Vestager fralægger sig ansvaret i sagen om øremærket barsel. Som regering skal man passe på med at trække kortet, hvor man bare siger, hvis skyld det er. Det får ikke regeringen til at fremstå mere samlet i det sidste vigtige folketingsår inden næste valg, siger Lotte Hansen.

Som regering er det vigtigt, at der ikke kommer for mange soloudmeldinger, fordi det får regeringen til at fremstå splittet, mener Lotte Hansen.

LÆS OGSÅ: Vestager langer ud: S skyld i gigantisk løftebrud

Landsmøde hos De Radikale
De Radikale holder landsmøde i weekenden, og det kan meget vel være en af årsagerne til, at Vestager nu siger, at løftebruddet er Socialdemokraternes skyld.

- Vestager gider ikke stå på talerstolen til landsmødet og forsvare det her, for det var ikke hendes idé. Det er måske ikke det mest loyale, at hun nu fralægger sig ansvaret, for der er jo også folk fra S og SF, der har stået og forsvaret De Radikales idéer, siger Lotte Hansen og henviser til de politiske tæsk, som Mette Frederiksen (S) og andre tidligere har taget på talerstolen.

Lotte Hansen er overbevist om, at de i regeringskontorerne hos S og SF tænker, at de så også kan tage afstand til vækstpakker og andre ting, som Vestager er begejstret for.

Øremærket barsel til mændene er et forslag, der er nedfældet i regeringsgrundlaget, og som har været støttet af rød blok og De Radikale. SF og Enhedslisten går stadig ind for forslaget, der blev droppet i starten af måneden.