Lars Løkke Rasmussen undsagde sin partifælle Inger Støjberg, da han fredag udtalte, at de afviste asylansøgere i udrejse Sjælsmark godt kan få lov at lave deres egen mad.

Men Støjberg er ikke den eneste Venstre-kollega, som Lars Løkke har gjort sig uvenner med.

»Han får færre og færre venner derinde. I løbet af regeringsperioden har han skuffet folk som Søren Gade, Carl Holst og Søren Pind i sit parti, og nu er det Kristian Jensen og Inger Støjberg, der nok ikke er særlig begejstrede,« siger politisk kommentaor på Altinget.dk Erik Holstein.

Generelt har det været en tumultarisk uge for statsministeren, der også har luftet idéen om at danne regering med de notoriske fjender fra Socialdemokratiet.

Alt i alt virker det til, at Løkke har sat alt på ét bræt.

»Det er i det hele taget uhørt, at man går ind og ændrer profilen så markant under en valgkamp. Man har ikke set noget lignende før. Nu satser han og håber, at han kan komme i regering med Socialdemokratiet eller få markant indflydelse, for ellers bliver han sat under et enormt pres,« siger Erik Holstein.

Derudover giver den politiske kommentator ikke meget for meldingen om, at Venstre pludselig vil lade Sjælsmark-asylansøgerne lave deres egen mad.

»Det generelle problem er, at det ikke virker så troværdigt, når man har gjort noget helt andet i løbet af regeringsperioden. Hvis man virkelig gerne vil lade dem lave deres egen mad, så burde man jo bare have sørget for det, mens man havde magten,« understreger Erik Holstein.

Udmeldingen kommer oven på en periode, hvor Inger Støjberg ellers har stået fast på, at de afviste asylansøgere ikke skal have lov til at kokkerere selv.

Og det gør hun stadig.

'Det er et principielt spørgsmål, og jeg ønsker ikke, at afviste asylsøgere skal have penge mellem hænderne eller indrette en helt almindelig hverdag på Sjælsmark. De skal rejse hjem, for de har ikke et behov for beskyttelse, og de vil kunne rejse hjem i morgen, om de ville, men det nægter de. Derfor ønsker jeg at bevare kantineordningen på Sjælsmark for at lægge pres på dem, så de rejser hjem,' skriver hun i et svar.

Hos Dansk Folkeparti ser man Løkkes udtalelse som starten på, at man vil droppe den stramme udlændingepolitik, som partiet har været med til at få indført.

»Det er skuffende. Det er jo ting, som vi har besluttet med hans egen minister, og hun har jo stået fast på det her. Det bedste ville være, hvis han gik ud og sagde, at det var en fejl, og at han står ved den stramme udlændingepolitik, som han har lavet med os,« siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Martin Henriksen føler, at Lars Løkke allerede begynder at byde sig til hos Socialdemokratiet, selvom han påstår, at han går til valg på at fastholde det blå flertal med blandt andet Dansk Folkeparti.

»Vi er ængstelige for, at han rokker ved hele fundamentet for den politik, vi har lavet,« siger han og fortsætter.

»Men vi husker selvfølgelig det her, hvis vi ender med at få et blåt flertal.«