»Det er en klassisk Løkke.«

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Jarl Cordua efter, at Venstres formand søndag aften afslørede, at han fremrykker partiets landsmøde til før folketingets åbning.

»Det er et offensivt træk. Han spiller højt spil. Det er et klart signal til baglandet om, at de, der håber på, at han trækker sig, de kan godt tro om igen,« siger han og uddyber:

»Den del af baglandet, der håber, at han trækker sig, de har i aften fået at vide, at det skal de ikke regne med.«

Meldingen fra Lars Løkke Rasmussen kom på Facebook søndag aften.

Her understreger Løkke endnu engang, at han ønsker at fortsætte som Venstres formand.

'Jeg ønsker at fortsætte som formand for Venstre og tage nøglerne til Statsministeriet tilbage. Jeg ønsker at fortsætte med tegne partiet udadtil og sikre maksimal indflydelse for partiet. Derfor vil jeg søge genvalg som formand og opbakning til min politiske linje ved landsmødet.' skriver han blandt andet.

Det sker i kølvandet på det flere uger lange politiske stormvejr, hvor der har været kritik af Løkke samt partiets næstformand, Kristian Jensen.

Jakob Ellemann, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019.
Jakob Ellemann, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Den seneste tid er der ellers ifølge anonyme kilder i medierne rejst udbredt tvivl om formandskabet, som foruden Løkke består af næstformand Kristian Jensen.

Landsmødet er planlagt til at finde sted 16.-17. november. Forinden skal der fredag om en uge afholdes et forretningsudvalgsmøde og et hovedbestyrelsesmøde lørdag i Brejning ved Vejle, hvor situationen skal diskuteres.

Jarl Cordua forudser, at der er lagt op til en konfrontation på mødet på fredag.

»Løkke vil for det første have, at det her skal stoppe nu. Han vil have en afklaring nu, og så tvinger han modkandidater på banen,« siger den politiske kommentator og tilføjer, at Lars Løkke sikkert satser på, at der ikke kommer modkandidater.

Politisk kommentator Jarl Cordua.
Politisk kommentator Jarl Cordua. Foto: NIels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det er et taktisk greb, som lægger presset på baglandet. Det presser også dem, som forestiller sig, at der skal være en ny formand. Det lægger også presset på Jakob Ellemann om at komme på banen.«

Den politiske kommentator kalder Løkkes træk for 'et taktisk greb' og 'ret spektakulært.'

Hvorvidt det fremrykkede landsmøde vil ende med at være en fordel for Løkke, vil Cordua ikke konkludere på nuværende tidspunkt.

»Alt er muligt. Det bliver et meget spændende landsmøde.«

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. . (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen under et pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, fredag den 9. august 2019. . (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Uroen i Folketingets næststørste parti har varet i nogle uger.

Den begyndte for alvor, da næstformand Kristian Jensen i et interview med Berlingske slog fast, at Venstre ikke igen skal gå til valg på at danne en SV-regering.

Den regeringskonstellation gjorde formand Lars Løkke Rasmussen ellers til sin førsteprioritet dagen før folketingsvalget 5. juni.

Venstre gik frem ved valget, men måtte se Socialdemokratiet danne regering alene.

Claus Hjort Frederiksen efter Venstres pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, hvor han langede kraftigt ud efter Kristian Jensen.
Claus Hjort Frederiksen efter Venstres pressemøde i forbindelse med sommergruppemødet på Kragerup Gods ved Ruds Vedby, hvor han langede kraftigt ud efter Kristian Jensen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

På partiets sommergruppemøde måtte Kristian Jensen beklage sine udtalelser.

Dertil kom et til krav fra Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen om at trække sig som næstformand.

Balladen eskalerede herefter i en sådan grad, at Venstres bagland i øjeblikket er i gang med en stribe møder, hvor tilliden til den øverste ledelse i partiet bliver drøftet.

Venstre afholder 31. august møde i partiets hovedbestyrelse, hvor uroen er på dagsordenen. Til november var det planen, at partiet skal vælge formand og næstformand på landsmødet.