Politisk kommentator Lars Trier Mogensen sidder klar søndag aften, når Lars Løkke Rasmussen går på skærmen.

Ventres tidligere formand har på Facebook bebudet, at han både på TV 2 og på DR vil besvare spørgsmål om sin politiske exit og sin fremtid.

Som bekendt er det mere end svært at spå om fremtiden, men Lars Trier Mogensen vover alligevel at komme med fire bud på, hvad Lars Løkke Rasmussen kunne tænkes at stå frem med på landsdækkende tv.

»Det mindst dramatiske er, at han gentager dét, han allerede har sagt. Altså, at han melder sig tilbage i den offentlige debat, men ikke har noget særligt at sige.«

Men den tidligere statsminister nævner selv i sit Facebook-opslag, at han er klar til at tage på danmarksturné.

'(...) Jeg har nu altid været særligt glad for den direkte dialog – hvad enten det er her, på gaden eller til møder på virksomheder, institutioner eller i foreninger. Derfor glæder jeg mig også til snart at komme rundt i Danmark igen – for at mødes med alle, der ligesom jeg kærer sig om vores fantastiske lands fremtid,' skriver han.

»Det kunne lede til et muligt andet scenarie, hvor han – eventuelt med skelnen til Løkkkefonden – træder frem på scenen igen. Måske med en foredragsturné,« siger Lars Trier Mogensen.

Løkkefonden, der i 2012 blev stiftet af blandt andre Lars Løkke Rasmussen og erhvervslederne Lars Kolind og Allan Søgaard Larsen, har til formål at hjælpe utilpassede drenge.

Den tidligere statsminister i spidsen for en gruppe drenge, da LøkkeFonden i 2015 havde inviteret 23 drenge med på cykelturen 'LøkkeFondens Rundt i Danmark'. Her på den sidste etape på 102 km.
Den tidligere statsminister i spidsen for en gruppe drenge, da LøkkeFonden i 2015 havde inviteret 23 drenge med på cykelturen 'LøkkeFondens Rundt i Danmark'. Her på den sidste etape på 102 km. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvis det ikke er en af de to først skitserede meldinger, som Lars Løkke Rasmussen står frem med, er der 'de mere dramatiske scenarier', som Lars Trier Mogensen dog ikke tør satse lige så mange penge på.

»De er meget usandsynlige... Men det kunne jo være, at han melder sig ind i formands- eller næstformandskampen i Venstre.«

Det fjerde mulige scenarie har der allerede været spekuleret en del i, siden Lars Løkke Rasmussen 31. august smækkede med bagdøren på Comwell Kellers Park i Brejning ved Vejle.

»Scenarie fire er, at han meddeler, at han danner et nyt parti. Eventuelt kunne han få støtte fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der også virker lidt rodløs i sit parti. Liberal Alliance,« lyder sidste bud fra Lars Trier Mogensen, der fortsætter:

»Sandsynligheden taler for et af de to første scenarier, men de andre to er langt mere dramatiske.«

Dramatik var der bestemt i luften, da Lars Løkke Rasmussen 31. august efter et hovedbestyrelsesmøde på hotel Comwell Kellers Park i Brejning ved Vejle forsvandt uden ét ord.

Siden har han kun kommunikeret til offentligheden via de sociale medier.

Første gang i et Facebook-opslag samme dag, hvor han skrev:

'Vigtigt at holde fast i sin selvrespekt. Kan ikke være formand for et parti, hvor jeg som formand afskæres fra min mulighed for at få diskuteret og afprøvet den politiske linje, jeg har lagt, i det landsmøde-forum, hvor jeg er valgt. Tak for mange gode år.'

Senere samme aften også på Instagram, hvor han lagde et familiebillede op med teksten: 'Noget er vigtigere end andet: Familien er samlet.'

21. september skal Venstre vælge ny formand og næstformand på et ekstraordinært landsmøde.

Indtil videre kandiderer Jakob Ellemann-Jensen (V) til formandsposten, mens Ellen Trane Nørby (V) og Inger Støjberg (V) skal kæmpe om posten som Venstres næstformand.