Med en opvækst som forældreløs, en arbejderbaggrund og en evne til at være oprigtig og tro mod sig selv, var socialdemokraten Anker Jørgensen en éner i dansk politik. ’Jeg tror ikke, at vi får en som ham at se igen’, siger politisk kommentator.

Under sin som statsministertid var han udskældt og hadet af sine politiske modstandere for nogle af de valg, han traf. Sidenhen har han dog fået næsten kultstatus i dansk politik. Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen var nærmest populær som aldrig før, da han stille sov ind søndag morgen i en alder af 93 år på det plejehjem i Valby, der de seneste år har været hans hjem.

Der er dog ikke nødvendigvis Anker Jørgensens politiske ageren i sin statsministertid, der har gjort ham så populær. Ifølge politisk kommentator Jarl Cordua er det i højere grad Anker Jørgensens personlighed, der har indflydelse på, at den tidligere fagforeningsmand i den grad har skrevet sig ind i danskernes hjerter.

»Jeg tror, at mange danskere opfatter Anker Jørgensen som en oprigtig og vellidt politiker – og det rækker langt ud over dem, der er socialdemokrater. De opfatter ham, som en, der var i politik af de rigtige grunde,« siger Jarl Cordua og fortsætter:

»Han havde en facon, som tiltalte folk. Han virkede ligefrem og oprigtig, og i sin fremtoning virkede han som en, der ville danskerne det bedste.«

Egentlig var det et tilfælde, at den forældreløse Anker Jørgensen, der mistede sine forældre som ganske lille, og som siden voksede op hos en faster og en onkel, der var kusk, skulle ende på Danmarks øverste politiske post.

Han fik aldrig en universitetsuddannelse, som kotymen for mange toppolitikere ellers er i dag, men i stedet ledte hans arbejderbaggrund ham ind i fagbevægelsen, hvor han i 1968 endte som forbundsformand i Arbejdsmandsforbundet. Og derfra var der ikke langt til en politisk karriere hos Socialdemokraterne.

Ifølge Jarl Cordua gik Anker Jørgensen dog aldrig selv efter statsministerposten.

»Han var ikke i politik, fordi han skulle være en stor mand. Han var der, fordi han var rundet af arbejderbevægelsen. Han var fagforeningsmand. Og han kom jo ind i toppolitik, fordi andre syntes, at han var den rigtige,« siger han med henvisning til, at det var den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otte Kragh, der selv udpegede Anker Jørgensen til at efterfølge sig.

»Han fik sådan set magten serveret på et sølvfad. Det var ikke noget, han greb efter. Han var nærmest født uskyldsren på statsministerposten, da han fik den forærende. Og derfor kommer han også til at fremstå som sådan en ordentlig fyr, der får en opgave,« forklarer Cordua.

Anker Jørgensen statsministertid blev dog langt fra let. Han blev statsminister midt i oliekrisen, og problemerne væltede hurtigt ned over ham. Og de hårde beslutninger, han måtte træffe lagde en dæmper på hans popularitet. Faktisk blev han decideret upopulær og hånet hos sine egne på venstrefløjen samt af fagbevægelsen.

»Folk kunne ikke få opvarmet deres huse, olieregningerne løb løbsk, og der var ikke brændstof til bilerne. Det skulle han pludselig stå med, og samtidig stod han i en økonomisk krise, hvor man på meget få år fuldstændig skulle til at omlægge dansk økonomi, hvor man skulle spare og finde penge til at få ting at hænge sammen,« siger Cordua.

»Det var en tid, hvor man gik fra krise til krise og valg til valg. Der var fem valg i 1970’erne,« forklarer Cordua.

Det lykkedes dog Anker Jørgensen at få lov til at sidde på statsministertaburetten a to omgange, først fra 1972 til 1973 og efterfølgende fra 1975 til 1982.

Ifølge Jarl Cordua fik Anker Jørgensen primært lov til at regere, fordi de borgerlige var splittet. Og hvorvidt han gjorde det godt, er der delte meninger om.

»Han havde en svær, svær opgave, og han lykkedes nok med mange ting, men han har også fået skylden for mange ting, fordi det venstreorienterede Danmark og fagbevægelsen ikke kunne forstå, at man kunne fortsætte på sammen måde,« siger Cordua og tilføjer:

»Men hans største politiske fejl var nok, da han smed magten til de borgerlige i 1982. Derved lukkede han de blå ind, og siden hen har de borgerlige nærmest domineret dansk politi.«

Uanset, om man var enig i Anker Jørgensens politik, mens han var statsminister eller ej, så har det tilsyneladende ikke ødelagt den sympatiske politikers popularitet. Allerede under sin ministertid var han vellidt, men hans popularitet har de senest år nået astronomiske højder.

Ofte er han blevet kaldt den sidste rigtige socialdemokratiske statsminister, hvilket hentyder til hans arbejderbaggrund. Og det er ikke mindst en af årsagerne til hans popularitet, vurderer Cordua.

»Han var fra en tid, hvor man ikke kom på gymnasiet, hvis man var født i en forkert samfundsklasse, hvor der ikke var de muligheder. Han var født i en helt anden tid,« forklarer Cordua, der beskriver Anker Jørgensen med tre ord: Ydmyg, nøjsom og tro mod sig selv.

Ydmygheden viste han blandt ved sine boligforhold. Trods sin statsministertitel nægtede han at flytte ind på Marienborg, men blev boende med sin kone og fire børn i en lille treværelseslejlighed på Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn.

»Det kan næsten ikke blive mere socialdemokratisk. Jeg tror ikke, at hans type kommer tilbage. Politikerne i dag er veluddannede, så jeg tror aldrig, vi ser en som ham igen.«