Den 59-årige erhvervsmand Klaus Riskær Pedersen tilbød sig mandag som folketingskandidat for Uffe Elbæks ny parti Alternativet, men fik nej.

Det er første gang Riskær forsøger sig med et politisk comeback, siden han i 1994 forlod Europa-Parlamentet. Her sad han i fem år for Venstre.

Han har de seneste tyve år ført en noget omtumlet tilværelse som iværksætter, erhvervsmand og bedrageridømt. Men interessen for politik er intakt. Da han hørte, at Alternativet var blevet opstillingsberettiget til Folketinget, tog han kontakt til Uffe Elbæk. Mødet gik imidlertid ikke helt som han havde håbet.

Se her hvad Klaus Riskær siger om Alternativet inden mødet med Uffe Elbæk:

»Jeg er for alternativ til Alternativet,« siger Klaus Riskær umiddelbart efter mødet i en webdokumentar, som de to filmfolk Simon Anker Larsen og Jonas Bræmer-Jensen har lavet og har lagt ud på Youtube.

De kalder filmen for et ærligt og spontant indspark til den politiske debat.

»Vi anser den for at være et aktivistisk kunstprojekt, der skildrer en politisk happening,« siger Simon Anker Larsen.

Om sine politiske ambitioner siger Klaus Riskær, at han har fået at vide at Socialdemokratierne, at han er for blå. Og af De Konservative, at han er for rød. Derfor faldt valget på Alternativet. Det ny parti omtaler sig selv som et nytænkende grønt parti, der arbejder for en seriøs bæredygtig omstilling af det danske samfund.

»De lægger en ny vision frem, som jeg i den grad er betaget af. De politiske partier er fucked-up. De har ikke længere en binding til den befolkning de repræsenterer,« siger han og peger på, at han er vældig tiltalt af Alternativets måde at bedrive politik på. Man satser merer på netværk fremfor for en traditionel partiopbygning.

»Alternativet er ikke et topstyret parti, men et laboratorium,« siger Riskær.

Før mødet med Elbæk gav han udtryk for, at han personligt havde meget at byde på. Det var noget med »peace and love med et lille twist af business«.

Men Uffe Elbæk så anderledes på tingene, og det er Riskær en smule skuffet over.

Det var i går ikke muligt at komme i kontakt med Uffe Elbæk for at høre hans version af mødet, da han befinder sig i Edinburgh.

Men ifølge Riskær blev afvisningen også begrundet med, at Alternativet ikke ønsker opstille kendte mennesker. Han har heller ikke været med til at indsamle underskrifter, hvilket let kunne skabe surhed blandt græsrødderne.

»Jeg ville frygtelig gerne have været med til projektet. Jeg mener ikke at kendthed skal være diskvalificerende. Jeg ville gerne have været med til at udvikle et projekt om et nyt ressourcebaseret skattesystem. Det havde været en sjov ting,« siger Klaus Riskær.