Tidligt onsdag morgen står det klart, at Mads Fuglede fra Danmarksdemokraterne bliver borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Det er partiets første borgmesterpost nogensinde, ligesom det i det hele taget er første gang, at partiet stiller op til et kommunalvalg.

Mads Fuglede, der har sikret Danmarksdemokraternes første borgmesterpost, ses her i Ringkøbing under valget.
Mads Fuglede, der har sikret Danmarksdemokraternes første borgmesterpost, ses her i Ringkøbing under valget. Foto: Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Hos TV 2 beskriver mediets politiske journalist og analytiker Camilla Stampe det som en stor sejr for partiets formand, Inger Støjberg:

»Det er en kæmpe sejr til Støjberg i Ringkøbing-Skjern. Mads Fuglede var en stærk kandidat for det nye kommunale parti, men at han løber med borgmesterposten, havde Danmarksdemokraterne ikke turde håbe på,« forklarer hun.

Sent tirsdag aften, mens stemmerne endnu var ved at blive talt op, talte Støjberg ellers selv chancen for en borgmesterkæde ned:

»Der er ingen borgmesterkæder hos os, og vi forventer det heller ikke, og vi har ikke forventet det. Men hvis muligheden opstår, skal vi selvfølgelig tage den,« sagde hun ifølge Ritzau.

Mads Fuglede, der aktuelt sidder i Folketinget for Danmarksdemokraterne, ventes at stoppe i Folketinget, når han skal være borgmester.

På landsplan er Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative de største partier efter tirsdagens kommunalvalg – men alle tre taber mandater.

Det kan du læse mere om i artiklen HER, mens du kan følge udviklingen i valgresultaterne i vores liveblog lige HER.