Den konservative politiker Mette Abildgaards datter var tilsyneladende ikke velkommen i Folketingssalen.

I hvert fald fik Mette Abildgaard tirsdag at vide af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, at hun var uønsket i Folketingssalen med sit barn.

Det oplyser politikeren selv i et opslag på Facebook.

'Du er uønsket med dit barn i Folketingssalen! - sådan lød beskeden i dag til Esther Marie (datteren, red.) og jeg fra Folketingets formand Pia Kjærsgaard,' skriver Mette Abildgaard i opslaget.

Mette Abildgaard blev mor til datteren Esther Marie den 8. oktober sidste år.

Og tirsdag var situationen ifølge hende selv så ekstraordinær, at hun var nødt til at tage sin datter med i Folketingssalen:

'Jeg har aldrig før haft min datter med i Folketingssalen, og det var heller ikke planen i dag. Men Jens Jacob (hendes mand, red.) kunne ikke have hende lige i denne time, og kort før mødestart fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at stemme. Havde ellers været clearet. Så situationen var på alle måder ekstraordinær.'

Men politikeren fik altså at vide af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), at hun ikke var velkommen i salen, når hun havde et barn på armen.

Løsningen blev, at datteren blev givet til folketingsbetjenten Torben, fordi Mette Abildgaard var nødt til at være til stede.

'Jeg spurgte ikke om lov til at tage hende med, da jeg tidligere har set en anden kollega have barn med i salen uden problemer. Jeg er ikke bekendt med, at der er nedskrevne regler om det, og vi plejer jo at få tingene til at fungere,' skriver hun i sit Facebook-opslag og fortsætter:

'Jeg har egentlig ret til et års barsel med fuld løn fra Folketinget. Det har jeg ikke ønsket at benytte mig af, jeg vil gerne tilbage og tjene folkestyret. Men man kan have brug for et minimum af fleksibilitet med en datter på fem måneder - det blev jeg ikke mødt af i dag.'

B.T forsøger at få en kommentar fra Pia Kjærsgaard.