Det skal fremover kunne mærkes på pengepungen, hvis du ønsker at tage bilen og parkere på offentlige parkeringspladser.

I hvert fald hvis det står til de tre forslag, som Klima og Miljø præsenterede for byrådet i Aalborg Kommune mandag.

Kommunen har som mål at reducere CO₂-udledningen med 70 procent frem mod 2030 – og her kommer bilister ikke til at slippe, hvis det står til Per Clausen (EL), der er rådmand for Klima og Miljø i kommune.

For i bund grund handler det om, at der skal være færre biler i bybilledet.

Per Clausen.
Per Clausen. Foto: Camilla Rønde
Vis mere

»Det kommer til at indgå i en større pakke.«

»Vi ønsker, at folk i højere grad skal bruge den kollektive trafik eller tage cyklen og dermed lade sin bil stå uden for byen. Og derfor skal det være dyrere at parkere sin bil, for det skal være med til at løse klimasituationen.«

Men hvor meget, politikerne ønsker at hæve prisen, er ikke lagt fast.

Lige nu arbejder man med modeller, der går på at hæve priserne med henholdsvis 25, 100 eller 144 procent. Det kan, ved det højeste scenario, udløse en afgift på 40 kroner i timen.

»Vi siger bare, at hvis man ønsker at bruge et offentligt areal, så må du betale. Folk må selv vælge, men hvis vi ønsker at løse klimasituationen, så går det ikke, at man ikke er villig til at ændre noget som helst,« mener Per Clausen.

Er det her et forsøg på at gøre det så besværligt som muligt – i et forsøg på, at folk simpelthen skal fravælge bilen, fordi det bliver for besværligt?

»Det er et udtryk for, at vi skal gøre noget ved kørslen, så vi ikke fortsætter med at CO₂-belaste. Det vil også øge trængslen, og hvis bilerne nu fyldte mindre, ville man kunne bruge byen til andre formål,« mener Per Clausen.

TV 2 Nord beskriver dog flere kritiske røster. Aalborg Cityforening mener blandt andet, at tiltagene vil ramme de erhvervsdrivende i byen.

»Det vil komme til at betyde noget for butikkerne. Der er ingen tvivl om at, hvis man skal til at betale 30-40 kroner for at parkere i midtbyen, så kan jeg godt have min frygt for, om vi kan tiltrække den samme mængde kunder, som vi gør i dag,« siger formand Aalborg City, Jes Asmussen.

Per Clausen siger, at forvaltningen er åbne over for andre tiltag:

»Det er forslag, som forvaltningen er kommet med, fordi byrådet har bedt os om at komme med forslag. Hvis nogen har andre måder eller forslag, så vil vi meget gerne høre det.«

»Vi skal gøre det rigtigt, blandt andet ved at give bedre vilkår for cyklister. Men enten tager man det (klima, red.) alvorligt, eller også gør man ikke. Jeg tror nu, hele byrådet er med på, at vi skal have mindre CO₂. Spørgsmålet er, hvad vi gør – og det må vi finde af.«

Udover dyrere afgifter på de nuværende parkeringspladser, har forvaltningen også andre alternativer i posen.

Blandt andet, at man udvider antallet af parkeringspladser, der kræver betaling – eller at man kræver afgifter på kantstensparkering i byen.

Det er forventningen, at det endelige tiltag ligger klar til efteråret.