Da Aalborg Byråd mandag holdt 1 minuts stilhed for ofrene i Gaza, var der flere politikere, der allerede havde forladt salen. 

Det fremgår af videoreferatet fra byrådsmødet. 

Over for DR udtrykker initiativtager og byrådsmedlem, Nuuradin S. Hussein (S), sin ærgrelse over de tomme stole. 

»Der er tusindvis af uskyldige mennesker, der har mistet livet, og derfor mener jeg, at befolkningen fortjener byrådets opmærksomhed og respekt. Jeg er skuffet, og jeg synes, det er pinligt for de borgerlige i byrådet,« lyder det.

Det var nemlig politikere fra partierne Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne, der ikke var til stede under den korte mindehøjtidelighed – og vendte tilbage til deres pladser umiddelbart efter. 

På de sociale medier har politikerne i Aalborg Byråd siden diskuteret initiativet. 

En af dem, der udvandrede, var Kristoffer Storm (DD): 

'Aalborgs borgmester ønskede at starte dagens byrådsmøde med et minuts stilhed for ofrene i Palæstina. Det blev uden en samlet blå blok. Vi fører ikke udenrigspolitik i byrådet!,' skriver han på X. 

Han uddyber over for DR, at der i denne forbindelse ville være tale om et politisk 'statement', hvor man vælger side i en sag. 

Hamas angreb Israel 7. oktober 2023, hvor man dræbte 1200 personer og tog 240 personer – primært israelere – som gidsler.

Siden er mindst 25.000 mennesker, herunder tusindvis af børn, blevet dræbt i Gaza, ifølge sundhedsministeriet i Gaza, der kontrolleres af Hamas.