Mere end 5.000 har skrevet under på en underskriftsindsamling, efter det er kommet frem, at Københavns teknik- og miljøforvaltning har taget byens bemandede legepladser med i et sparekatalog. Både S, K og R afviser dog at lukke dem.

Foragelsen er til at tage og føle på hos Hanna Andersen, der har sat gang i en underskriftsindsamling mod lukningen af de bemandede legepladser, der har skabt glæde for Københavns børn siden 1936.

»Det er det mest åndssvage, de kunne tænke på, og et kæmpe tab for Københavns børnefamilier, hvis de lukker,« siger hun til B.T.

Legepladserne er havnet i et sparekatalog, som Københavns teknik- og miljøforvaltning har udarbejdet. Her fremgår alle de ikke lov-pligtige udgifter - udgifter, der kan spares væk, hvis politikerne vil.

Hanna bruger Naturlegepladsen i Valbyparken meget, og glad for alle de arrangementer, der afholdes af det tilknyttede personale.
Hanna bruger Naturlegepladsen i Valbyparken meget, og glad for alle de arrangementer, der afholdes af det tilknyttede personale. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og det vil et flertal af dem ikke.

»Vi siger nej. Vi kommer ikke til at stemme for at lukke legepladserne,« siger politisk ordfører Jonas Bjørn Jensen (S).

Samme melding kommer fra teknik- og miljøordfører Jakob Næsager (K).

»Det ser vi ikke have nogen gang på jord. Vi ønsker at spare på administrationen i stedet,« siger han.

Også teknik- og miljøordfører for Radikale Venstre på Københavns Rådhus, Mette Annelie Rasmussen, vender tommelfingeren nedad.

»Vores holdning er, at de bemandede legepladser varetager en vigtig pædagogisk opgave. Derfor vil vi ikke lægge stemmer til den besparelse,« siger hun.

Og da de tre partier tilsammen sidder på 23 ud af de 38 mandater, der stemte budgettet for 2018 igennem, bliver forslaget ikke til noget. Kun Alternativet og Enhedslisten stod uden for budgetforliget.

Netop Enhedslisten sidder på teknik- og miljøborgmesterposten. Borgmester Ninna Hedeager Olsen forklarer i en skriftlig kommentar på Enhedslisten Københavns hjemmeside, at politikerne skal finde 12,4 millioner kroner - og at det bliver svært at løse uden afskedigelser.

'Lad mig slå fast med det samme, at forvaltningen endnu ikke har taget stilling til, om forslaget skal indgå i deres samlede anbefalinger til besparelser. Det er en mulig besparelse blandt mange andre, som nu er i høring hos medarbejderne, og som Teknik- og Miljøudvalget først skal tage stilling til ‪den 19. november.'

For Hanna Andersen er legepladserne noget helt unikt.

»Det er et rum, hvor alle dele af samfundet kan samles. Det skaber noget tryghed at vide, at er der nogen, der rydder op og holder øje, så der ikke ligger flasker og den slags. Jeg ville aldrig sende mit barn ned på en legeplads, hvis jeg ikke vidste, at der var en voksen dernede,« siger Hanna Andersen, der allerede har samlet over 5.000 underskrifter.

Det er i øvrigt ikke første gang, at de bemandede legepladser er truet med lukning, når der skulle spares. Tilbage i 2007 stod daværende teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) over for samme problem.

Dengang endte pengene også med at blive fundet et andet sted.