B.T. har søndag kunnet afsløre, hvordan testcentre styret af firmaet Medicals Nordic ikke passer ordentligt på dine følsomme sundhedsoplysninger. Både cpr-nummer, testsvar, fulde navn og telefonnummer havner i en WhatsApp-gruppe med knap 200 forskellige personer med tilknytning til testcentret.

Afsløringen har rystet flere politikere, og de ser med alvor på håndteringen af personfølsomme data. De er utilfredse med Medicals Nordic og mener, de skal stoppes:

»Det er dybt kritisabelt, og det skal stoppes omgående. Det er utilstedeligt at dele oplysninger på den måde,« siger Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører fra Socialistisk Folkeparti,.

»Det er helt uhørt at behandle personfølsomme oplysninger med en sådan sløset ligegyldighed. Det skal stoppes,« siger Jane Heitmann, formand for sundhedsudvalget og folketingsmedlem for Venstre.

Når der er tale om personfølsomme sundhedsdata, er der nemlig særlige regler for håndteringen af disse. Ifølge Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, kan det få alvorlige konsekvenser, hvis der ikke med det samme bliver rettet op på sådanne fejl. Han frygter, at det vil afholde danskerne fra at lade sig teste, fordi de mister tillid til testsystemet.

»Jeg er forarget over det. Det kan jo ikke passe, at tusindvis af danskeres oplysninger ligger på private telefoner rundt om i landet. Vi har regler for datasikkerhed, og sådanne data må ikke flyde rundt. Det er et tillidssvigt. Jeg frygter, det fremprovokerer, at færre bliver testet, og det er afgørende i kampen mod corona,« siger Peter Skaarup, der bakkes op af Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund:

»Det er en led historie og dybt rystende. Der skal rettes op på det med det samme, når personfølsomme oplysninger bliver behandlet på en lemfældig måde. Det er ulovligt, og det kan få konsekvenser for, om folk lader sig teste.«

Medicals Nordic har lige nu 14 testcentre. Om håndteringen af de personfølsomme data er foregået ens på alle testcentre, har vi ikke kunnet få svar på. Men en kilde, B.T. har talt med, har været med i en WhatsApp-gruppe med 182 medlemmer, hvor 541 billeder af folks sundhedsdata er blevet delt.

Samtykkeerklæringer, der er lagt op i WhatsApp-gruppen med 182 medlemmer. B.T.s kilde er medlem af gruppen.
Samtykkeerklæringer, der er lagt op i WhatsApp-gruppen med 182 medlemmer. B.T.s kilde er medlem af gruppen. Foto: Privat
Vis mere

Medicals Nordic er en privat underleverandør til virksomheden SOS International. Men at det er en privat virksomhed, gør ikke ligefrem historien bedre for Kirsten Normann Andersen.

»De private aktører har været kritiske over for, at de ikke har måttet spille en større rolle i forhold til test, og har insisteret på, at de kan gøre det bedre og mere effektivt. Det skal jeg da lige love for. Jeg synes, man skal overveje at lade Statens Serum Institut overtage,« siger Kirsten Normann Andersen.

SOS International har netop vundet udbuddet om at stå for kviktest i fire ud af fem regioner fra 1. februar, og det er altså Medicals Nordic, der tester for dem.

Men det skal ifølge flere af politikerne stoppes, indtil virksomheden har fået styr på håndteringen af de følsomme data.

»Testningen skal stoppes øjeblikkeligt. Det er en utilstedelig praksis. Det er et udtryk for, at man hverken har styr på proces eller lovgivning,« siger Peder Hvelplund.

TIP OS: Er du, eller har du været, poder hos Medicals Nordic, så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Ansvaret ligger dog ikke kun ved virksomheden selv, men også ved regeringen. Derfor vil både Peter Skaarup, Peder Hvelplund og Kirsten Normann Andersen tage fat i sundhedsminister Magnus Heunicke for at få svar.

»Jeg vil tage fat i ministeren for at høre, hvad regeringen har gjort for at undgå det her. Det er regeringen, der har ansvaret. Det er dem, som har styrepinden for at bekæmpe corona. Der skulle være tænkt over det her, inden man gav tilladelse,« siger Peter Skaarup.

Til spørgsmålet om, hvorvidt SOS International skal beholde kviktest-udbuddet, er svaret entydigt fra politikerne: De skal i hvert fald have styr på datasikkerheden først.

»Bliver der ikke rettet op på det, må samarbejdet ophøre med det samme,« siger Peder Hvelplund.

B.T. har søndag forsøgt at få et interview med Medicals Nordic og SOS International uden held.