Jødiske forældre er blevet frarådet at melde deres børn ind i skoler på Nørrebro på grund af risiko for chikane. Det får flere politikere til at kræve handling.

En skoleleder fra Nørrebro har til P4 København fortalt, at hun i flere tilfælde har rådet jødiske forældre til ikke at melde deres børn ind i skolerne på Nørrebro, fordi de risikerer at blive chikaneret. Det får nu flere politikere op af stolen med krav om handling.Dansk Folkeparti vil indføre nultolerance mod personer og grupper, som chikanerer og forfølger jøder på Nørrebro i København

- Det vil tage rigtig mange år at løse problemet, og det vil være uærligt at påstå andet. Derfor skal der indføres en række nye håndfaste regler, som understreger, at samfundet ikke finder sig i den slags, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Han foreslår økonomiske sanktioner for familier som for eksempel træk i børnecheck eller kontanthjælp, forflytning til andre bydele og udvisning i grove gentagelsestilfælde.

Martin Henriksen mener, at regeringens lempelige udlændingepolitik forværrer problemerne og kræver derfor en stramning på området samt oplysningskampagner i bestemte boligområder om jøders rettigheder i Danmark.

Udmeldingen fra skolelederen kommer efter Københavns Kommune for et par måneder siden rådede jødiske foreninger til at holde lav profil på kommunens mangfoldighedsfest, og efter at journalist Martin Krasnik har dokumenteret, at man ikke kan gå med kalot på Nørrebro uden at blive chikaneret.

De Konservatives leder i Borgerrepræsentationen i København, Rasmus Jarlov (K), er harmdirrende over, at klimaet for jøder i København er blevet så dårligt.

- Vestbreddens normer skal ikke styre det danske samfund. Det skal der slås meget hårdt ned på. Om nødvendigt må skolerne smide de børn ud, som chikanerer de jødiske børn. Det er Københavns suverænt største ligestillingsproblem, og det kræver en fast hånd, siger Rasmus Jarlov.

Han vil bede børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) om at fremlægge en handlingsplan for at håndtere problemet.

De Konservative foreslår, at skolerne bliver bedt om at indberette alle episoder af anti-semitisme, og at uafhængige observatører samtidig sendes ud til skolerne på Indre Nørrebro for at dokumentere problemets omfang.

Samtidig skal borgerrepræsentationen tager initiativ til en høring for at komme i dialog med det muslimske miljø og slå fast, at det danske samfund ikke accepterer situationen, mener han.

- Det er svært at komme med hurtige løsninger, for situationen er resultatet af mange års svigt på udlændinge- og integrationsområdet. Det ville dog være en god start, hvis politikerne klart slår fast, at vi ikke agter at bøje os så meget som en millimeter, når det handler om jøders ret til at være i København og hvilke værdier, der skal gælde på Nørrebro. Det må virkelig være et minimumskrav, siger Rasmus Jarlov.

Konservativ Ungdom i København har som en reaktion på chikanen mod jøder taget initiativ til en tværpolitisk demonstration for religionsfrihed søndag d. 18. februar.