Mere end 21 politikere er siden 2001 blevet valgt til Folketinget, selv om de fik færre personlige stemmer end deres partikolleger på samme stemmeseddel. Flere partier melder sig klar til at se på nye regler.
Vibeke Grave.
Anders Broholm.
Steen Konradsen.
Disse tre navne ringer nok ikke den største klokke blandt det brede felt af politisk interesserede danskere. Men det burde måske være anderledes?
De tre politikere fra henholdsvis Socialdemokraterne, Venstre og Det Konservative Folkeparti er nemlig eksempler på folketingskandidater, som kort efter valgnatten måtte sande, at de ikke blev valgt til Folketinget, selv om de fik flere personlige stemmer end deres partikolleger på den samme stemmeseddel. Forundret? Så er du nok ikke den eneste.
En opgørelse, som Berlingske har foretaget på baggrund af tal fra Indenrigsministeriet, viser, at hele 21 politikere siden 2001 har misset at få en plads i Folketinget, selv om de fik flere personlige stemmer end deres medkandidater fra samme storkreds.
Årsagen skal findes i det danske valgsystem. Kun omkring halvdelen af danskerne stemmer normalt personligt til folketingsvalg. Derfor er fordelingen af de såkaldte listestemmer mellem kandidaterne ofte afgørende for, hvilken kandidat der bliver valgt til Folketinget.
Og her kommer de enkelte folketingskandidaters opstillingskredse ind i billedet. Er man for eksempel opstillet i en af sit partis højborge med tusinder af partitro vælgere, som gennem årtier har fulgt partidisciplinen og stemt på f.eks. liste A, B, C eller V, er der stor sandsynlighed for, at den lokale spidskandidat får tildelt flere listestemmer i storkredsen end flere af vedkommendes partikolleger med svagere opstillingskredse i ryggen.
Det er det, som man på Christiansborg kalder for »en sikker kreds«. Det kan føre til, at politikere bliver valgt til Folketinget, selv om flere af deres modkandidater får flere personlige stemmer.
Samtidig kan det vise sig, at politikere, som har været indblandet i eksempelvis politiske skandaler, eller på anden vis har svigtet vælgernes tillid, alligevel har gode muligheder for at blive genvalgt, hvis de er medlem af et fremadstormende parti og er opstillet i en af partiernes »sikre kredse«.
Valgsystemet og det forhold, at kun de allerfærreste vælgere kender til systemet, får nu flere folketingsmedlemmer til at give lyd fra sig.
»Det er et problem, at man kan blive valgt til Folketinget med et lavere personligt stemmetal end en anden på listen. Listestemmerne er en joker i fordelingen af stemmerne, og den demokratiske gennemskuelighed for vælgerne er meget vanskelig,« siger folketingsmedlem Jacob Lund (S).
Dansk Folkeparti er klar til at ændre reglerne, så kandidaterne i hele storkredsen »ligestilles 100 procent«.
»Når man har besluttet sig for sideordnet opstilling, så bør det være de rene personlige stemmer, som afgør det, for en stemme i én kreds er lige så god som en stemme i en anden. Jeg ser et demokratisk problem i det,« siger DF-gruppeformand Peter Skaarup.
Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, tror, at mange vælgere overser, hvordan valgsystemet hænger sammen.»De fleste har fanget, at det er de politiske partier, som opstiller kandidaterne, men de har måske ikke fanget, hvor vigtigt, det er, hvem der stiller op i de enkelte kredse. Det kan der være et demokratisk problem i, « siger han.
SF-gruppeformand Jonas Dahl forklarer, at partiet længe har været parat til at lave reglerne om:
»Der er nogle skævheder i den nuværende valglovgivning, som betyder, at man får en knap så retfærdig fordeling, som man ellers ville have haft. Vi ser gerne, at man ændrer det, så vi får et mere fair resultat,« siger han.
Socialdemokraten Vibeke Grave har været opstillet i Lolland-kredsen ved valgene i 2007 og 2011. Begge gange oplevede hun, at hun fik flere personlige stemme end en af de politikere, der løb med mandatet.
I 2007 var partikollegaen Ole Hækkerup (S) opstillet i Ringsted-kredsen og løb med mandatet på trods af et lavere personligt stemmetal end Vibeke Grave, og i 2011 tabte hun til John Dyrby Paulsen (S), der stillede op i Slagelse-kredsen.
»De kom i Folketinget, fordi deres kredse gav flere socialdemokratiske listestemmer. Det betød virkelig, at jeg kom i klemme,« siger Vibeke Grave i dag.
Nu sidder hun i byrådet i Lolland Kommune og håber, at landspolitikerne inde på Christiansborg vil ændre reglerne.
»Jeg synes, der er en uretfærdighed i, at man med meget færre personlige stemmer, kan hive sig ind, fordi man stiller op i en større kreds,« siger hun.
Den eftertragtede sikre kreds
Så godt som alle landets folketingsmedlemmer er særdeles bevidste om betydningen af en god kreds. Selv de mest kendte folketingsmedlemmer er ofte på jagt efter en bedre opstillingskreds. Det har der været adskillige eksempler på i løbet af den seneste valgperiode.
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) skiftede en mere usikker tilværelse som kandidat i Brønshøj-Husum-Vanløse-kredsen ud med Margrethe Vestagers gamle Rudersdal-kreds i Nordsjælland.
Og den tidligere konservative formand, Lars Barfoed, overtog den stærke, konservative Frederiksberg-kreds fra Per Stig Møller og er dermed pludselig langt sikrere på at blive genvalgt.
Den fremadstormende unge socialdemokrat Peter Hummelgaard Thomsen var ikke sen til at snuppe Tårnby-kredsen efter Karen Hækkerup, da hun blev administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer. Selv om Hummelgaard indtil da var opstillet i den udmærkede Sundbyøster-kreds på Amager, er nabokredsen, Tårnby, endnu mere attraktiv, da langt flere ventes at stemme på liste A ved det kommende valg.
Opstillingskredsens betydning for valgresultatet er en ofte overset, men vigtig detalje i vores valgsystem, vurderer professor Jørgen Elklit fra Aarhus Universitet, der er blandt landets førende forskere i det danske valgsystem.
»Når jeg underviser vores statskundskabsstuderende i det, så er det nyt land for de fleste af dem,« siger han.
Elklit mener, at det vil være en god idé, hvis man ændrede og forenklede systemet, så det udelukkende var de personlige stemmer, der afgjorde, hvem et parti får valgt i en storkreds – altså samme system som bruges ved kommunal- og regionsrådsvalg.
»Man kunne overveje, om man skulle gå over til primært at se på de personlige stemmer, som man får, og gå væk fra den forholdsvis komplicerede beregning på tværs af opstillingskredsene. Det ville være så nemt som ingenting at ændre det,« siger Jørgen Elklit.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra indenrigs- og økonomiminister, Morten Østergaard (R), men den radikale gruppeformand, Camilla Hersom, erklærer sig parat til at se på reglerne.
»Helt grundlæggende mener vi, at det selvfølgelig skal være borgernes vilje, som slår igennem til valget, og derfor skal det være de personlige stemmer, som er afgørende. Hvis man kan finde måder at rette op på de uretfærdigheder, som kan ske i vores nuværende system, så er vi absolut åbne for at se på det,« siger hun.
Ikke alene vælgerne der bestemmer
Der er adskillige eksempler på, at det langt fra altid er vælgerne, der alene bestemmer, hvem der bliver valgt til Folketinget.
En særregel i vores valgsystem betyder, at Bornholm er sikret to mandater ved hvert folketingsvalg. Det har betydet, at Socialdemokraterne nærmest per automatik fik det ene og Venstre det andet mandat på Bornholm, og at de to partiers spidskandidater ofte har været relativt sikre på et folketingsmandat.
Eneste undtagelse i nyere valghistorie er jordskredsvalget i 1973, hvor Venstre tabte sit mandat til Fremskridtspartiet. Dermed har valget af klippeøens folketingsmedlemmer groft sagt i højere grad ligget i hænderne på de fremmødte til generalforsamlingerne i Venstre og hos Socialdemokraterne end hos de 33.000 vælgere på Bornholm.
»Det største demokratiske problem er, at der er så få medlemmer af partierne, som er med til at beslutte, hvem der skal opstilles i de enkelte kredse,« siger det bornholmske folketingsmedlem Jacob Lund (S).
Et andet eksempel, hvor vælgerne spiller sekundære roller, er ved valget af Enhedslistens folketingsmedlemmer. Partiet holder som det sidste fast i at opstille sine kandidater på en såkaldt partiliste, som bliver besluttet på partiets årsmøde. Konstruktionen betyder, at stemmerne på liste Ø bliver fordelt efter baglandets fordelingsnøgle.
Det sikrer, at medlemmerne får stor indflydelse på, hvem der bliver valgt til Folketinget, mens vælgerne kun kan rykke ved den prioriterede liste, hvis en EL-kandidat får exceptionelt mange personlige stemmer.
På Enhedslistens egen hjemmeside skriver partiet, at man har fire »sikre« kredse. Det betyder, at der ved næste valg på forhånd ikke er den store tvivl om, at Johanne Schmidt-Nielsen, Christian Juhl, Nikolaj Villumsen og Finn Sørensen kommer i Folketinget, hvis partiet blot måtte få fire mandater.
Spørger man Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix, om hvilken model, hun mener, er mest demokratisk, giver hun ikke et entydigt svar.
»Der er fordele og ulemper ved at have partiliste og sideordnet opstilling. Det kan være ganske demokratisk, at det er en sideordnet opstilling, og at det er de personlige stemmer, som afgør det. Men der kan også være nogle fordele ved, at det er partimedlemmer, som er aktive i et parti og i højere grad kender kandidaterne, som har en indflydelse på det. Så jeg synes ikke, at man kan fælde en dom over, hvad der er mest demokratisk,« siger hun.
LA og DFs ledelse udpeger spidskandidater
En lidt anden tilgang til kandidatopstillingen finder man hos partier som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvor ledelsen på Christiansborg i høj grad dikterer, hvem der skal være spidskandidater.
I Liberal Alliance indsatte Anders Samuelsen og resten af partiledelsen ved folketingsvalget i 2011 en spidskandidat i hver storkreds, da man efter Ny Alliances sammenbrud havde et udtalt behov for at undgå mere bøvl og ballade fra baglandet.
Men Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll, varsler dog en opblødning af linjen ved, at baglandet blandt andet kan vælge nummer to på listen.
»Vi er i en overgangsfase. Hvor vi i 2011 sagde, at det er ham og hende hele vejen rundt, så har medlemmerne kunnet stemme om kandidaten forud for 2015-valget. Da alle folketingskandidater genopstiller, så er det blevet de samme, men det er ikke sikkert, det også bliver det ved valget i 2019, eller hvornår det må komme,« siger Liberal Alliances gruppeformand, Simon Emil Ammitzbøll.
