Hvad mener du? Deltag i debatten

Skuespilleren Mira Wantings død som blot 34-årig har skabt massiv opmærksomhed omkring HPV-vaccinen, som skal beskytte mod livmoderhalskræft. 

Vaccinen tilbydes for øjeblikket gratis til alle piger i 12-årsalderen som en del af det almindelige børnevaccinationsprogram og i 2012/2013 også til kvinder fra årgangene 1985 til 1992. Alle andre skal betale ca. 4000 kr. for at få vaccinen.

- Tænk, hvor mange liv (mødre og døtre), der kunne reddes, hvis regeringen gav alle, der kan få gavn af den, HPV-vaccinen gratis. Det burde da være en menneskeret, skriver den tidligere nøgenmodel Kira Eggers f.eks. på Twitter.



Sangeren Saseline Sørensen håber, at Mira Wantings skæbne kan få andre kvinder til at få vaccinen.

- Jeg vil gerne opfordre alle til at få en HPV-vaccine. Den er gratis for alle under 27 år. Er man over 27 år koster den 4000 kr. Men de penge er jo godt givet ud, hvis man dermed slipper for den frygtelige sygdom, siger hun.

Ifølge overlæge Iben Holten fra Kræftens Bekæmpelse vil langt flere end tidligere antaget få gavn af vaccinen. Mellem 75 og 90 pct. vil få den fulde beskyttende effekt af vaccinen, hvis de fik de tre stik. Og jo flere, der bliver vaccineret, des mere kan man udrydde kræftsygdommen, der tog livet af Mira Wanting. Den spredes primært ved seksuel kontakt, og både mænd og kvinder kan smittes med HPV-virus.

'Regeringen har serveretten'

I år ventes 125 danske kvinder at dø af livmoderhalskræft, ligesom den 34-årige skuespiller. 400 kvinder vil i løbet af året få stillet diagnosen.

Spørgsmålet om, hvem der må få, og hvem der må gå, optager også politikerne på Christiansborg.

Ifølge Konservatives sundhedsordfører Benedikte Kiær er der stillet mange spørgsmål om netop HPV-vaccinen i årets løb.

- Vi har meget fokus på de her vaccinationer. Hvis de effektivt kan forebygge en forfærdelig kræftform skal vi helt klart udvide målgruppen for, hvem der skal have tilbudt den. Vi skal selvfølgelig have lægerne på banen og lytte til deres anbefalinger. Men jeg tror, at hvis man stiller regnestykket op, så kan det godt betale sig at vaccinere i forhold til at skulle behandle, når folk er blevet syge, siger Benedike Kiær og bemærker, at 'regeringen har serveretten' med hensyn til at finde pengene til at finansiere vacciner til en større gruppe.

Hun mener, at man skal se på muligheden for at indlemme HPV-vaccinen i de almindelige vaccinationsprogrammer.

- Jeg synes klart, det er værd at tage en drøftelse i sundhedsudvalget om, siger hun.

Økonomi til det
Dansk Folkepartis Liselott Blixt har netop fået besked om, at hun skal have foretaget kegleoperation, da lægerne har konstateret, at hun har celleforandringer i livmoderhalsen, der kan være forstadier til livmoderhalskræft.

- Jeg kan være blandt de 5 pct., hvor det udvikler sig til kræft, men jeg krydser fingre for, at jeg er en af de 95 pct., som kan nøjes med kegleoperationen, siger DF-sundhedsordføreren.

- Hvis man bare kunne give løs, så burde alle jo bare få vaccinen. Om ikke gratis, så med tilskud. Men der skal jo også være økonomi til det, siger Liselott Blixt, der derfor hellere ser, at fokus først og fremmest lægges på at få alle, der tilbydes gratis vaccine, til at tage imod, så sygdommen kan udryddes i en hel ungdomsgeneration.

Vaccine til drenge
 
Flere lande udenfor EU vaccinerer også drenge imod smitte med HPV-virus. Virusset kan give flere forskellige former for kræft, men ses ofte som kræft i livmoderhalsen hos kvinder og ydre kønsdele, endetarmsåbning og mundhule hos mænd. På europæisk plan er man dog endnu ikke overbevist om, at den gængse HPV-vaccine beskytter mænd mod andet end kønsvorter, hvorfor den ikke er godkendt til drenge på nuværende tidspunkt.

- Vi skal få alle de unge, der er omfattet af ordningen nu, med. Også drengene. Og så synes jeg, at vi skal se på, om tilskuddet skal justeres, så den bliver tilgængelig for flere over 27 år, lyder det fra Liselott Blixt.

Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen ser også gerne, at det bliver muligt for drenge at blive vaccineret.

- I takt med at prisen på vaccinen falder, så bør drengene også tilbydes vaccinen, da HPV også relateres til kræft i mund og svælg, siger hun.

Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, er med sine 29 år netop for gammel til at få vaccinen tilbudt gratis. Hun vil egentlig gerne have den.

- Jeg har taget imod de andre undersøgelser, man bliver tilbudt, og så har jeg ikke overvejet at gøre yderligere selv. Men det er klart, at når man hører om Mira Wanting, der kun var 34, så sætter det nogle tanker i gang, fordi hun var så ekstremt ung. Vi går jo alle sammen og tror, at vi er unge og udødelige, siger hun.

- Vi skal følge udviklingen meget nøje og handle på det, hvis det er relevant at udvide målgruppen for tilbuddet om gratis vaccine. Jeg læner mig op ad sundhedsstyrelsens anbefalinger der. Og jeg tror også, at udviklingen går imod, at vi om nogle år vaccinerer drenge, selvom det lige nu ikke er godkendt på europæisk plan.

Sundhedsordføreren medgiver, at nogle aldersgrupper bliver 'snydt', selvom tilbuddet om vaccinen er blevet udvidet, siden den begyndte at blive brugt i Danmark i 1996. Men det er fordi, det ikke er entydigt, hvor stor effekt de vil få af vaccinen. Og hun opfordrer kvinder til at tage imod screening-tilbuddet (den såkaldte smear-test, red.), alle kvinder fra 23 år og opefter modtager hvert tredje år fra egen læge.

Hvad mener du? Deltag i debatten HER