Det er lykkes Folketinget på ganske få timer at skabe enorm debat om EU-parlamentsvalget. Eller rettere: At skabe enorm debat om i hvert fald den kontroversielle valgfilm, som Folketinget står bag og som er lagt ud på Youtube via Folketingets Facebook-side.

Her går den stærkt karikerede og animerede figur "Voteman" virkelig til stålet for at få vælgerne til stemmeurnerne den 25. maj.

I den godt halvanden minut lange tegnefilm tæver, truer og banker Voteman potentielle sofavælgerne hele vejen hen til stemmeboksen.

Og han lægger blodigt fra land med i indledningen at hugge et hoved af en doven vælger, hvorefter Voteman lægger korpus til ikke mindre end fem mere end villige kvinder, der kan meget mere end deres fadervor.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), betegner filmens indhold som "meget uskyldigt" - underforstået at det hele skal tages med et stort gran humor.

Men flere af Folketingets politikere, bl.a. Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, farer helt i flint over valgkampagne-filmen.

- Jeg håber, det her er et hackerangreb. Det er noget af det mest platte og nedladende, jeg nogensinde har set. Jeg har vist den til min søn på 17 år, og han synes også, den er enorm plat. Den er ikke Folketinget værdigt. Folketinget skal bevare en eller anden form for værdighed. Men det er ikke tilfældet her. Man tror, man er smart med de unge, men det er man ikke. Jeg kan slet ikke forstå, at man bruger kvindevold, porno, afrevede hoveder og jeg ved ikke hvor mange lussinger som argument for, at folk skal gå ned og stemme. Den film er helt klart en ommer, siger Anders Samuelsen til BT.

Også SFs Özlem Cekic er helt oppe i det røde felt:

- Det her er så PINLIGT! Folketinget har lavet en video, der skal få unge til at stemme til EP-valget. Folketinget er sunket så dybt, at kvinder fremstilles som nogen, hvis hovedformål er at sutte den af og være et nøgent sexobjekt. Mens manden Voteman er helten, der har pumpet sin krop med steroider og kan ikke sige sammenhængende to ord, men kan kun være voldelig. Jeg har klaget til Mogens Lykketoft, som er formand for Folketinget, og har bedt ham om at trække filmen tilbage med det samme. Folketinget kan og skal ikke være afsender på sådan et kvindesyn. Troede grunden til unge skulle stemme var fordi demokrati var en vigtig værdi at tilslutte sig. Men videoen står for alt andet, jeg forbinder med demokrati, ligestilling og ligeværd, skriver hun på sin Facebook-profil.

Det er Folketingets EU oplysning og Folketingets kommunikationsafdeling, der står bag filmen og dens indhold, og de har fået animationsinstruktøren Jan Rahbek til at lave tegnefilmen.

- Ideen er jo lidt, at den skal virke viral på sociale medier ved at være humoristisk, overraskende og lidt i den stil. Den er selvfølgelig overdrevet, og det er jo lidt af det virale i den, at der er de her virkemidler for at få folk til at dele videoen og gøre opmærksom på valget, siger koordinator for EU Oplysningen, Martin Jørgensen til tv2.dk

Politikerne er stadigvæk ikke begejstrede:

Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, skriver i en Twitter-kommentar:

Den radikale Liv Holm Andersen om samme emne:

Venstres Michael Aastrup er bestemt heller ikke tilfreds: