Dennis Flydtkjær er til gruppemøde i Dansk Folkeparti, men han kan slet ikke koncentrere sig. Lyde af papir og klik fra telefoner lyder meget højere end normalt.

Det er, som om han har superhørelse.

Han har hjertebanken og problemer med vejtrækningen. Han melder sig syg, men derhjemme bliver det værre. Han kan ikke sove eller spise middag med sin kone og sine tre børn.

Til sidst må skatteordføreren erkende, at han har stress.

Dennis Flydtkjær, DF, gik ned med stress i slutningen af 2016. Han kunne ikke sove, og havde superhørelse. Han endte med at opgive lokalpolitik.
Dennis Flydtkjær, DF, gik ned med stress i slutningen af 2016. Han kunne ikke sove, og havde superhørelse. Han endte med at opgive lokalpolitik. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det var meget hårdt, og jeg måtte erkende, at jeg måtte lave om på mit arbejdsliv eller finde noget andet at lave. Det endte med, at jeg opgav lokalpolitik. Jeg var ellers viceborgmester i Herning,« siger Dennis Flydtkjær.

Dennis Flydtkjær var sygemeldt med stress i to måneder i 2016-2017, men han er slet ikke alene.

Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, og Enhedeslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, er lige nu sygemeldt med stress. Ida Auken har været nede med stress i otte måneder. Hun vender nu tilbage – til Socialdemokratiet.

»Jeg er ramt af alvorlig stress, og det kalder på handling. Jeg har været overrasket over, hvor indgribende stress kan være. Og jeg er stadig i en proces, hvor jeg skal finde vejen tilbage til en mere stabil og bæredygtig topform. Jeg har behov for at se ind i en restitutionsperiode, hvor jeg har noget ro til at komme mig,« skriver Alex Vanopslagh på Facebook.

Alex Vanopslagh (LA) er sygemeldt med stress
Alex Vanopslagh (LA) er sygemeldt med stress Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Gennem lang tid med stort arbejdspres og alvorlig sygdom i familien er jeg blevet slidt for meget ned. Derfor bliver jeg sygemeldt nu med stress og overbelastning, og trækker stikket et par måneder for at passe på mig selv og min familie,« skriver Eva Flyvholm.

Tidligere har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, tidligere miljøminister Kirsten Brosbøl (S), Alex Ahrendtsen (DF), Maja Panduro (S), Özlem Cekic (SF) og Anne Marie Geisler Andersen (R) været ramt af stress.

Det er blevet hårdere at være folketingsmedlem de senere år med flere sager, mere personfokus fra medierne og sociale medier oveni, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S):

»Der er mere arbejde, flere samråd og sociale medier, som mange politikere også forholder sig til,« siger han.

Eva Flyvholm (EL) er stressramt
Eva Flyvholm (EL) er stressramt Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Desuden udkommer medierne døgnet rundt. Vi har prøvet at gøre det nemmere at overskue, hvornår man stemmer, og hvornår der er samråd. Men der kommer hele tiden nye belastninger til. Især de sociale medier er også en konstant kilde til distraktion for mange folketingsmedlemmer. Vi repræsenterer Danmarks befolkning – også på den måde,« siger Henrik Dam Kristensen.

Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, og 1.400 danskere dør hvert år af psykisk overbelastning blandt andet forårsaget af stress. Et typisk problem er, at de fleste danskere kan læse mail på deres telefon, og at de har profiler på Facebook, Twitter og Instagram, hvor der også foregår debatter. For politikere er sociale medier også en mulighed for at finde ud af, hvad der optager deres bagland.

Ida Auken (S)  er på vej tilbage til Cristiansborg efter otte måneder,  hvor hun har været nede med stress.
Ida Auken (S)  er på vej tilbage til Cristiansborg efter otte måneder,  hvor hun har været nede med stress. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

I Folketinget har næsten fire ud af ti folketingspolitikere har været hårdt ramt af stress. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, A4 Medier har lavet blandt Folketingets medlemmer for to år siden. 39 procent svarer således, at de i perioder har oplevet at være stressede i 'høj grad' eller 'meget høj grad' på grund af deres arbejde i Folketinget.

Venstres gruppeformand, tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, siger:

»Arbejdspresset er steget kraftigt, siden jeg kom i Folketinget for 13 år siden. Samtidig med at presset stiger, også fra medierne, føler mange politikere også, at de skal markedsføre deres politik på Facebook, Twitter, Instagram og LinkedIn.«

»Man skal ikke have ondt af os, for vi har selv valgt det liv. Men mange tjekker mail og opslag på sociale medier løbende, også når de har fri. Og vi er jo en slags selvstændige erhvervsdrivende, så det er svært at trække stikket ud,« siger Karsten Lauritzen.

Dennis Flydtkjær er ikke i tvivl, når man spørger ham, hvad man skal gøre ved problemet:

»Vi er selv nødt til at geare ned, skære arbejdsopgaver væk og eventuelt skifte arbejde, hvilket nogle politikere også har gjort. Og lade være med at tjekke opslag og mail 10-20 gange om dagen. Luk computeren, og gå en tur,« siger han.