'Det her går jo slet ikke. Det kan alle se.'

Sådan lyder reaktionen fra SFs formand, Pia Olsen Dyhr, i kølvandet på B.T.s artikel om en håndboldklub i Brønshøj, som bliver hærget af unge mennesker.

Tirsdag fortalte formanden for Freja Håndboldklub, Lars Pedersen, at indbrud, hærværk, ildspåsættelse, tyveri og trusler er blevet en del af hverdagen for medlemmerne og de frivillige i håndboldklubben, så han torsdag i sidste uge måtte tilkalde politiet.

»Siden er de kommet forbi hver aften. Men er det meningen, at vi bare skal ringe til politiet hele tiden?« spørger Lars Pedersen.

Og nej, det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, mener Pia Olsen Dyhr.

'Det kan ikke være meningen, at man skal have besøg af politiet hver aften, fordi man prøver at drive en håndboldklub for unge mennesker,' skriver hun i en mail til B.T. og tilføjer:

'Det understreger for mig, at man har svigtet den retslige og den sociale indsats. Man har for få ’klubber’ med aftenåbent for unge og tilstrækkeligt personale, politiet har for lidt tid til at arbejde med de unge og SSP-arbejdet er blevet nedprioriteret.'

Hun peger på, at man bør arbejde sammen med Freja Håndboldklubs ledelse for at finde en god løsning.

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, mener at man har for få ’klubber’ med aftenåbent for unge og tilstrækkeligt personale
Pia Olsen Dyhr, formand for SF, mener at man har for få ’klubber’ med aftenåbent for unge og tilstrækkeligt personale Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Derudover mener SF-formanden, at der skal være en konsekvens for 'rødderne', hvis de bliver smidt ud flere gange i træk.

Også Liberal Alliances politiske ordfører, Christina Egelund, er chokeret over at høre om de episoder, der har fundet sted i Bellahøjhallen i Brønshøj, hvor håndboldklubben træner.

'Det lyder fuldstændig utilstedeligt, at børn og unge på den måde hærger noget så uskyldigt som en håndboldklub,' skriver hun i SMS til B.T., da vi fanger hende på telefon få minutter før, hun skal boarde et fly.

'Hvis det er rigtigt, at de hærgende unge er helt ned til 9 år, spørger jeg mig selv, hvor i alverden deres forældre er. Det lyder som om, de svigtes totalt af de voksne, der skulle lære dem at opføre sig ordentligt.'