Beboere med overfyldte bleer. Medarbejdere, der går grædende hjem, og en 79-årig demensramt mor smurt ind i lort. Forholdene, som B.T. de seneste dage har berettet om på et friplejehjem i Helsinge, er ikke for sarte sjæle.
Nu ser flere folketingspolitikere med alvor på sagen.
»Det her er fuldstændig uacceptabelt. At man har så ringe en kvalitet i ældreplejen, det kan vi simpelthen ikke være bekendt,« lyder det fra SFs gruppenæstformand og ældreordfører, Kirsten Normann Andersen.
Hos Dansk Folkeparti følger man trop.
»Det er ikke første gang, vi læser om skrækkelige forhold, og det er desværre nok heller ikke sidste. Men det her er jo rædselsfuldt, så jeg har tænkt mig at rette henvendelse til ministeren,« udtaler Pia Kjærsgaard (DF) og tilføjer:
»Jeg kunne godt tænke mig at besøge friplejehjemmet og sige 'Goddag, jeg hedder Pia Kjærsgaard, og jeg vil gerne snakke med jer, for hvad er det lige, der foregår?' For det er jo helt grotesk.«
Sagen handler om friplejehjemmet 'Helene Mariehjemmet', der åbnede i Helsinge under Gribskov Kommune 1. februar i år.
En pårørende har til B.T. fortalt om at have fundet sin mor smurt ind i afføring eller råbende efter hjælp, mens andre fortæller, hvordan de blandt andet har fundet deres demente forældre med blærere i skridtet, gennemblødte af tis eller liggende i sengen op ad eftermiddagen.
Overfor B.T. har forstander af Helene Mariehjemmet, Camilla Woller-Nielsen, tidligere afvist, at der »generelt er sket og sker et svigt af beboerne.«
»Selvfølgelig kan der begås fejl, men det er ikke det generelle billede af vores plejehjem,« lyder det.
Men det er slet ikke en god nok forklaring, mener Pia Kjærsgaard.
»Man kan jo ikke som leder sige det sædvanlige med, at der kan ske fejl, når der er tale om så groteske episoder. Det er ikke en god nok undskyldning, når der er tale om så opsigtsvækkende beskrivelser fra pårørende, hvis nære har været ude for forfærdelige oplevelser. Der er et eller andet ravruskende galt.«
Det er blot et par måneder siden, at regeringen – sammen med Danmarksdemokraterne, LA, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og SF – blev enige om en ny ældrereform.
En reform, der skulle øge ældres selvbestemmelse, frigive tid fra bureaukratiske opgaver og frisætte ældreområdet.
Kirsten Normann Andersen, hvordan tænker du, at man kommer sådan en plejehjemssag her til livs uden at risikere at mindske selvbestemmelsen og øge bureaukratiseringen?
»Det er jo et godt spørgsmål. Først og fremmest tror jeg, det handler om at have faglært personale nok. Andelen af ufaglært personale i ældreplejen er stigende. Jeg tror også, at man bliver nødt til at arbejde mere med tværfaglighed. Altså nogle flere skal kunne noget mere,« lyder det fra Andersen, der foruden at være ældreordfører også er SFs ordfører for afbureaukratisering.
Hos Danmarksdemokraterne er det netop en bekymring for at gribe for hurtigt fat i regelværktøjskassen, der fylder.
»Vi skal passe på med at reagere på alle sager, for der vil ske fejl i ældreplejen. Det der er vigtigt, er, at ledelsen følger op og sikrer, at det ikke sker igen. Og der har vi et tilsyn, som fungerer godt, og som jeg overordnet har tillid til. Det er det, der er det vigtige, så vi sikrer en værdig ældrepleje,« udtaler Danmarksdemokraternes ældreordfører, Marlene Harpsøe.
B.T. har rakt ud til ældreminister Mette Kierkgaard (M), som i en skriftlig kommentar oplyser, at hun »har sørget for, at tilsynet er blevet gjort opmærksom på sagen og desuden forventer, at Mariehjemmene hurtigst muligt retter op på problemerne på Helene Mariehjemmet.«
»Når ældre kommer på plejehjem, eksempelvis fordi de bliver ramt af demens eller anden sygdom, skal de og deres nære være helt trygge ved, at de bliver behandlet med værdighed og respekt,« lyder det fra ministeren.
B.T. har præsenteret Helene Mariehjemmet for politikernes kritik.
»Det er helt naturligt og forståeligt, at politikere reagerer, som de gør, når de læser B.T.s artikler. Som vi tidligere har nævnt, er der en række påstande, som vi ikke kan genkende,« skriver Ulla Agerskov, direktør for Mariehjemmene, og tilføjer:
»Vi vil meget gerne i dialog med de nævnte politikere, men vi foretrækker den direkte dialog i stedet for at gå gennem pressen. Derfor vil vi invitere de pågældende politikere til at komme forbi os, så vi kan vise dem vores plejehjem, og vi kan få en god dialog om tingene,« lyder det fra Agerskov.