Det skulle have været lagt frem for længst.

Svarene på, hvad der egentlig skete, da mystiske droner i efteråret sendte Danmark i alarmberedskab.

En redegørelse for, hvor mange droner der var tale om, hvem der stod bag, og hvad der reelt foregik i dansk luftrum, var ellers varslet til at komme indenfor få uger.

Nu lyder den nyeste melding fra Forsvarsministeriet til B.T., at redegørelsen først kommer engang efter folketingsvalget. 

»Da der er udskrevet valg til Folketinget, er det Forsvarsministeriets forventning, at evalueringen af Forsvarets indsats i forbindelse med luftobservationer (...) først vil foreligge, efter at der har været afholdt valg,« oplyste ministeriet lørdag til B.T. 

Forsvarsministeriets gentagne nølen får nu flere politikere på Christiansborg til at rase. 

»Det har intet med et folketingsvalg at gøre. Regeringen kan fint oplyse danskerne om, hvad der reelt skete, og om der var droner. Jeg synes faktisk, danskerne har krav på at få mere at vide,« siger forsvarsordfører Dennis Flydtkjær (DD) og fortsætter:

»Det lugter langt væk af, at man helt bevist gerne vil skubbe det til den anden side af valget.«

Også Radikale Venstres forsvarsordfører, Stinus Lindgreen, er svært skuffet. 

»Det er ikke overraskende, desværre, og det gør det jo kun endnu mere kritisabelt, at ministeren har forhalet redegørelsen fra før jul til nu. Vi har efterspurgt den flere gange,« siger han og fortsætter:

»Andre lande kan lave redegørelser hurtigt, så hvorfor ikke os? Men jeg ved godt, at selv hvis jeg kræver at se den nu, kommer det ikke til at ske. Alt er lukket og slukket, og det er et problem.« 

I efteråret blev Danmark sendt ud i en sikkerhedspolitisk krisestemning, da fremmede droner ifølge regeringen blev observeret i dansk luftrum.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gik så langt som til at erklære, at Danmark befinder sig i en hybridkrig.

Redegørelsen for, hvad der reelt fandt sted, må dog vente til efter folketingsvalget 2026.

Du kan følge med i valgkampen og slagets gang i dansk politik i B.T.s liveblog HER.