Reaktionen fra staten kom prompte.

Dagen efter en politiaktion mod ulovligt arbejde i styrelser og ministerier blev aftalen med selskabet Rengoering.com revet over.

Økonomistyrelsen meddelte i marts, at staten nu arbejdede på hurtigt at få alle kontrakter med rengøringsselskabet bragt til ophør.

Og det skete også for de mange styrelser og ministerier, hvor selskabet gjorde rent. Men med én undtagelse.

For Domstolsstyrelsen og flere af domstolene har trods sagen om ulovlig arbejdskraft valgt at bibeholde aftalen med Rengoering.com.

Det bekræfter styrelsen nu over for B.T.

Finansminister Nicolai Wammen (S) nævnte under et samråd i torsdags også selv, at alle statens aftaler med rengøringsseskabet på nær en var ophørt.

Den information faldt ikke i god jord hos folketingsmedlemmerne fra Venstre på den anden side af bordet.

»Det er mærkværdigt og helt uaccebtabelt, at Domstolsstyrelsen kører videre med leverandøren,« sagde beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).

Han mener ikke, at staten er gået langt nok i deres reaktion. Den samme holdning deler finansordfører Troels Lund Poulsen (V).

»Det er næsten skæbnens ironi, at retterne går videre med et firma, som har alvorlige problemer.«

Ordføreren henviser til, at flere af de i alt ti anholdte i forbindelse med politiets aktion er blevet dømt og udvist af domstolene for ulovligt arbejde.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan rengøringsassistenter blev taget for ulovligt arbejde i blandt andet Social- og Ældreministeriet og Ankestyrelsen.

Domstolsstyrelsen oplyser til B.T., at de kun har kendskab til deres egne kontrakter og ikke har forholdt sig til ophævelsen af den statslige rammeaftale.

Styrelsen har vurderet, at der ikke er dokumentation for grov misligholdelse af aftalen og dermed ikke juridisk grundlag for at ophæve lige netop deres kontrakter.

Domstolsstyrelsen og retterne har dog skærpet kontrollen med rengøringsselskabet, oplyser de.

Justitsministeriets departement er blandt de statslige institutioner, som har valgt at stoppe aftalen med Rengoering.com.

Men Domstolsstyrelsen, som hører under Justitsministeriet, har altså valgt ikke at følge trop. Og det undrer Troels Lund Poulsen.

»Det er tragikomisk,« påpegede han.

Under samrådet gjorde Venstre det klart, at de ville foreholde justitsministeren deres holdning under endnu et samråd om sagen.

Ejeren af Rengoering.com, Qasem Ashraf, har sendt følgende kommentar til B.T.

»Det er beklageligt, at vi ikke har fået mulighed for at udtale os til et samråd, der er sat i værk pga. en artikel om vores virksomhed, særligt når artiklen siden dens udgivelse er blevet justeret tre gange og har fået tilføjet en rettelse pga. fejl og mangler.«

»Vi mener stadig, at artiklens indhold er dybt problematisk, bl.a. henset til den omfangsrige brug af anonyme udokumenterede udsagn.«

I forbindelser med tidligere artikler om anholdelserne af rengøringsassistenter har han også kommenteret følgende:

»Vi har ingen interesse i at have ansat folk, der begår ulovligheder.«