Alle bør tage afstand fra søndagens brandattentat mod Islamisk Trossamfund, siger Enhedslisten. Hovedstadens integrationsborgmester kalder det en trussel mod demokratiet.

Flere politikere tager nu behørig afstand fra det brandattentat, der fandt sted mod Islamisk Trossamfunds lokaler i Københavns Nordvestkvarter ved middagstid søndag.

Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R), mener, at angreb af den karakter er en trussel mod demokratiet.

»Når verden bliver så sort-hvid, at angreb mod andre grupper i samfundet bliver en acceptabel handling, så er det selve vores liberale demokrati, der er under angreb,« siger Anna Mee Allerslev i en skriftlig kommentar.

Hun mener samtidig, at en »konfliktoptrappende retorik« hos politikere og medier kan være en del af forklaringen på den eskalering, borgmesteren oplever finder sted i ekstreme miljøer.

»Det er en trist udvikling, der ikke er isoleret til enkelte miljøer, men vokser på tværs af religiøse og kulturelle skel. Vi bliver nødt til at indse, at den konstante konfliktoptrappende retorik blandt både politikere og medier har konsekvenser,« siger Anna Mee Allerslev.

Politiet har anholdt en 35-årig mand, som man mistænker for at stå bag attentatet, der foregik ved, at der blev sat ild til en brandbar væske, som blev kastet mod en rude på en af Islamisk Trossamfunds bygninger på hjørnet af Tomsgårdsvej og Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

Branden blev slukket bagefter, og ingen kom til skade. Islamisk Trossamfund kalder det selv for en »terrorhandling«.

Enhedslistens Pernille Skipper (Ø) kalder det en »hadforbrydelse« og opfordrer alle til at tage afstand fra handlingen.

»Det er en forfærdelig hadforbrydelse. Heldigvis kom ingen til skade, men mange mennesker og børn har i dag været i fare - med al sandsynlighed, fordi nogen ikke bryder sig om deres religion. Det skal vi alle tage afstand fra, og vi skal råbe af vores lungers fulde kraft, at det ikke hører hjemme i et demokratisk samfund,« påpeger hun i en skriftlig kommentar.

»Ingen skal finde sig i angreb hverken på grund af deres hudfarve, seksualitet eller religion,« fastslår retsordføreren.

Pernille Skipper kommer samtidig med en slet skjult opfordring til de stemmer i debatten, der ofte råber højt, når eksempelvis den jødiske minoritet har oplevet angreb og hærværk.

»Jeg håber meget, at vi hører lige så mange oprørte stemmer fra det politiske spektrum og civilsamfundet i dag, som vi berettiget har hørt de gange, andre minoriteter er blevet angrebet i vores samfund. Alle må stå side om side og tage tydeligt afstand,« siger hun.

Pernille Skipper fastslår samtidig, at hun vil bede justitsministeren om at redegøre for sikkerhedssituationen for det muslimske mindretal.

Den 35-årig mand vil mandag blive fremstillet i grundlovsforhør.