Flere partier på Christiansborg angriber nu Lars Boje Mathiesen, formandskandidat i Nye Borgerlige, efter han i podcasten Cordua & Steno fremsatte en række udtalelser, der ellers som regel kommer fra personer, som betragtes som konspirationsteoretikere.

»Uden dokumentation så er man med til at give næring til konspirationsteorier og fremme usande ting. Det er usundt. Der bliver sagt meget vrøvl på World Economic Forums møder, men det har ingen indflydelse på dansk politik. Jeg ved ikke, hvad Lars Boje forestiller sig,« siger partiformanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh.

Lars Boje Mathiesen talte i podcasten om World Economic Forum, som er et internationalt forum af regeringsledere, forretningsmænd og andre indflydelsesrige personer, der mødes en gang om året i Schweiz.

Organisationen er genstand for mange konspirationsteorier om, at der i virkeligheden er tale om en hemmelig magtelite, der i hemmelighed styrer verden efter deres egne selviske interesser. Og netop det talte Boje ind i, da han besøgte Cordua & Steno.

»Det er absolut noget, som jeg finder meget, meget skadeligt, hvis det vinder større indpas. Jeg har ikke behov for, at der skal være en verdensomspændende skyggeregering,« sagde Lars Boje Mathiesen, som uddybede:

Både Alex Vanopslagh og Inger Støjberg kritiserer Lars Bojes udtalelser..
Både Alex Vanopslagh og Inger Støjberg kritiserer Lars Bojes udtalelser.. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Bliver den politik, som bliver ført af regeringerne, dikteret eller inspireret derfra? (World Economic Forum, red.),« sagde Lars Boje Mathiesen.

Ud over Alex Vanopslagh er Enhedslistens Pelle Dragsted skeptisk over for Bojes udtalelser.

»Det er helt legitimt at kritisere World Economic Forum, men som politikere har vi et ansvar for at imødegå konspirationsteorier. Det er for eksempel dumme teorier om, at World Economic Forum skulle være en hemmelig verdensregering. Det bør man holde sig fra,« siger Pelle Dragsted, der blandt andet er demokratiordfører for Enhedslisten.

Inger Støjberg, partiformand for Danmarksdemokraterne, er enig med Vanopslagh og Dragsted.

Pelle Dragsted, medlem af Folketinget for Enhedslisten, mener at Lars Boje bør holde sig fra hvad han mener er konspirationsteorier.
Pelle Dragsted, medlem af Folketinget for Enhedslisten, mener at Lars Boje bør holde sig fra hvad han mener er konspirationsteorier. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Jeg har været minister igennem flere år og kan forsikre om, at jeg hverken på hverdage eller i weekender er blevet ringet op af World Economic Forum og bedt om at gøre eller sige sådan og sådan. Sådan fungerer det ganske enkelt ikke,« siger Støjberg og fortsætter:

»Som politikere har vi en alvorlig forpligtigelse til ikke at tale ind i en falsk virkelighed. Det må jeg kraftigt fraråde,« siger hun.

Lars Boje Mathiesen er ikke vendt tilbage for en kommentar.