Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen var fredag for første gang ude og tage den 'øde ø', som skal huse 100 afviste kriminelle asylansøgere, i øjesyn.

Og mens lokalbefolkningen raser, og borgmesteren forsøger at få beslutningen om at placere dem på Lindholm i Stege Bugt omgjort, så er Martin Henriksen i strålende humør, da B.T. fanger ham på mobilen, mens han er på vej hjem fra Kalvehave.

»Det så virkelig godt ud. Det er den helt rigtige ø, vi har valgt,« siger han.

Det er i øvrigt ikke DF, der har foreslået, at det netop skulle være Lindholm.

»Vi kom med forslaget om at sende dem ud på en øde ø. Regeringen vendte så tilbage med Lindholm. Vi så nogle tegninger og diskuterede det, og så godkendte vi det. Men jeg er meget tilfreds efter at have set den i virkeligheden.«

Integrationsministeriet bekræftede senere overfor B.T., at ideen om at benytte Lindholm kom derfra.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ved færgelejet i Kalvehave på Sydsjælland efter besøg på øen Lindholm fredag den 7. december 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærshovedgård til øen Lindholm ved Stege.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ved færgelejet i Kalvehave på Sydsjælland efter besøg på øen Lindholm fredag den 7. december 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærshovedgård til øen Lindholm ved Stege.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg mener faktisk godt, vi kan sende flygtninge ud på Lindholm tidligere, end vi har beregnet. Man kan jo godt begynde at rydde op efter forsøgene med sygdomme, der er smittefarlige for dyr, i den ene ende af øen, og så begynde at flytte beboere ind i den anden ende. Der sover jo folk derude nu. Hvad er problemet,« siger Martin Henriksen.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) var også med på turen til Lindholm, og inden da havde hun et møde med Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S).

Han fastslog torsdag i B.T., at han ville kræve beslutningen omgjort, fordi han finder den forkert og for kostbar, og han mente, at Inger Støjberg var »til at tale med«.

Det lykkedes ikke B.T. at få kommentarer fra parterne fredag. Inger Støjberg siger imidlertid til Ritzau, at hun tager bekymringerne i Kalvehave alvorligt, men at hun vil ikke ændre sin beslutning.

»Det står helt fast, at udrejsecentret skal være på Lindholm,« siger hun.

»Der er ret tydeligt, at hverken borgmesteren eller viceborgmesteren har ønsket at få det her udrejsecenter, men jeg håber, at de vil gå ind og samarbejde positivt fremover,« siger Inger Støjberg.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF) ved færgelejet i Kalvehave på Sydsjælland efter besøg på øen Lindholm fredag den 7. december 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærshovedgård til øen Lindholm ved Stege.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) og Martin Henriksen (DF) ved færgelejet i Kalvehave på Sydsjælland efter besøg på øen Lindholm fredag den 7. december 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti har præsenteret en aftale om at flytte udviste kriminelle fra Kærshovedgård til øen Lindholm ved Stege.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

FN kritiserer også beslutningen om at samle udvisningsdømte kriminelle udlændinge på øen Lindholm.

»Jeg har seriøse bekymringer over planen. Vi vil holde øje med udviklingen og drøfte det med den danske regering,« siger FNs menneskerettighedschef, Michelle Bachelet.

Det giver Inger Støjberg ikke meget for.

»Jeg er noget imponeret over, at man kan sidde i New York og tage stilling til et udrejsecenter, hvor spaden ikke er sat i jorden endnu, og hvor vi klart har sagt, at vi kommer til at holde os inden for de konventioner, vi selv har skrevet under på,« siger hun.