Politikeren Mette Thiesen fra Nye Borgerlige fortalte tirsdag til BT, at hun er blevet udsat for chikane, efter hun har lagt en video op på Facebook, der ifølge politikeren viser unge muslimske mænd, der larmer på gaden i Værløse.

Både Mette Thiesens opslag og BTs artikel har affødt en del debat. En af dem, der har givet sit besyv med, er Patrick Sandberg fra København.

'Nogen, der vil med ind til midtbyen i København for at stå og se supervrede ud, imens folk har en fest? Grr! Folks glæde gør mig SÅ vred', skrev han sarkastisk på Mette Thiesens Facebook-væg. Men der fik det ikke lov at stå ret længe.

»Min kommentar fik omkring 2-300 likes. Da jeg så gik ind på siden igen, var jeg blevet udelukket og kunne se, at min kommentar var blevet fjernet,« siger han til BT.

Mette Thiesen sagde ellers onsdag aften til BT, at hun finder det vigtigt, at man lader kommentarsporet stå urørt, så folk bliver opmærksomme på, hvad man som borgerlig politiker bliver udsat for, når man kritiserer islam.

Mette Thiesen erkender nu, at hun slår hårdt ned på Facebook-brugere, der anmelder hende for at overtræde det sociale netværks såkaldte fællesskabsregler.

»Jeg fik at vide af en bekendt, at Patrick Sandberg havde anmeldt mit opslag til Facebook. Det er, så vidt jeg har fået at vide, noget, han ofte går ind og gør. Jeg lod hans kommentar stå, men når man ikke kender de demokratiske spilleregler, så er jeg nødt til at gøre noget,« siger Mette Thiesen, der sidder i byrådet i Hillerød og er folketingskandidat i Nordsjælland.

Du har vel ikke noget at frygte, hvis du er sikker på, dit opslag ikke bryder med Facebooks regler?

«Hvis man konsekvent anmelder opslag, tager Facebook oftest opslagene ned. Det er langt de færreste tilfælde, hvor Facebook konkret vurderer, om man skal lade det stå. Venstrefløjen går ind og anmelder islamkritiske indlæg. Det er helt konsekvent,« siger Mette Thiesen.

Hun er meget irriteret over, at et opslag med hendes telefonnummer har floreret i flere grupper på Facebook med et utal af opkald til følge.

'Foruden de cirka 300 opringninger, jeg har modtaget inden for de seneste 36 timer, er det seneste påfund, at der oprettes falske profiler med mit navn, nummer og ansigt på en hjemmeside for et escortbureau,' skriver hun på Facebook.

Tilbage i København undrer Patrick Sandberg sig. Han skrev kommentaren for at drille, erkender han, men han afviser ethvert politisk motiv.

Har du anmeldt opslaget?

»Nej.«

»Hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg har da slet ingen interesse i at fjerne hendes opslag, der jo på glimrende vis viser, hvad hun mener. Folk kan sagtens finde ud af, om de er enige med hende, og det kan de bedre se, hvis det står der,« siger Patrick Sandberg, der beskriver sig selv som tilhørende venstrefløjen.

»Jeg kommenterede inden jeg var klar over, at Mette Thiesen er politiker. Jeg så opslaget, da en ven taggede mig i det, men jeg har aldrig debatteret med hende før.«