Byroden i Hjørring Kommune, Claus Mørbak Højrup, er startet i en hidsig behandling mod et forstadium til hudkræft.

Sådan lyder det i et Facebook-opslag fra lokalpolitikeren, der samtidig kommer med et opråb til unge danskere:

For med et tilhørende billede, hvor hans ansigt er fuldstændig rødt og fuld af små sår, vil han minde om betydningen af respekt for solens stråler:

»Jeg gik meget i solarie som ung. Alt for meget. Og jeg var heller ikke særlig flittig med solcremen, når jeg var på ferie eller om sommeren,« skriver han og tilføjer:

»Jeg bruger meget tid på at minde mine børn og andre voksne om solcreme og omtanke. For jeg har selv mærket konsekvenserne. Og netop derfor deler jeg dette billede. Ikke fordi jeg har lyst. Men fordi der sidder nogen derude, som måske stadig føler sig usårlige,« lyder det fra Claus Mørbak Højrup.

Politikeren understreger, at han endnu ikke har fået konstateret hudkræft.

Men alligevel kræver de celleforandringer, som er fundet i hans hud, en hårdhændet behandling, som han nu er ti dage inde i.

Og allerede nu ser hans ansigt helt smadret ud, skriver han i sit opslag.

Derfor håber han med opråbet, at han kan få unge til at huske de gode vaner i solen og gå helt uden om solariet.

'Hvis mit billede kan få bare én til at vælge anderledes, end jeg gjorde som ung, så giver det mening at vise det frem,' skriver han.