Nogle er mere uheldige end andre.

Dansk Folkepartis forbrugerordfører, Mette Hjermind Dencker, har været coronasmittet hele to gange.

Det betød, at hun måtte gå i selvisolatoion og dermed gik glip af både juleaften og sin søns 18-års fødselsdag.

»11. december blev jeg testet positiv for corona, selv om jeg var ramt af sygdommen i marts. Masser af mennesker har fået corona to gange. Man er kun helt sikret mod sygdommen i cirka otte uger efter, man har haft den. Så længe er antistofferne i kroppen,« siger Mette Hjermind Dencker.

Hun er sikker på, at hun anden gang er blevet smittet på sin arbejdsplads – Christiansborg.

Mette Hjermind Dencker, DF, har haft corona to gange. Det er ikke usædvanligt, siger hun.
Mette Hjermind Dencker, DF, har haft corona to gange. Det er ikke usædvanligt, siger hun. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg er sikker på, jeg er blevet smittet på Christiansborg. Politikere har rigtig mange kontakter, der kommer alle mulige andre steder fra. På en almindelig arbejdsdag kan man både være til gruppemøde, udvalgsmøde, virksomhedsbesøg og møde med vælgerne. Og jeg synes ikke, forsigtigheden er særlig stor. De står tæt sammen ved møder og har heller ikke brugt mundbind ret meget. Det har jeg heller ikke selv. Christiansborg er ekstremt smittefarlig,« siger Mette Hjermind Dencker.

»Jeg var i isolation juleaften og på min søns 18-års fødselsdag. Det sidste var det værste. Jeg var på Facetime på min iPad og kunne se, hvordan de spiste julemad og pakkede julegaver op. Selv fik jeg takeaway, der blev stillet uden for døren. Men selve sygdommen var slet ikke så slem anden gang som første,« siger hun.

Første gang, hun blev ramt af corona, var hun på ferie på Gran Canaria med sin søn.

Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker til doorstep om ny grøn boligaftale i Transport- og Boligministeriet i København 19. maj 2020.
Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker til doorstep om ny grøn boligaftale i Transport- og Boligministeriet i København 19. maj 2020. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg var ude at løbe, faldt og fik en flænge ved knæet. Jeg tog på hospitalet og blev henvist til turistafdelingen, hvor der sad en del italienere og hostede og spruttede. Jeg havde hovedpine, som jeg prøvede at fjerne med panodiler. Om aftenen tog min søn og jeg på en fyldt bar, og dagen efter fik jeg det dårligere.«

Da Mette Hjermind Dencker kom til Danmark, forsøgte hun at blive testet for corona. Men det var ikke nemt.

»Jeg forsøgte at blive testet, men de spurgte, om jeg havde været i Kina, Norditalien eller Østrig. Jeg sagde, jeg havde været i Spanien. 'Så har du ikke corona,' lød svaret.«

»Men det havde jeg. Og det er en forfærdelig sygdom. Jeg har før haft lungebetændelse og influenza, og det kan slet ikke sammenlignes. Covid-19 er meget værre. Jeg havde store vejrtrækningsproblemer, og det slipper ikke kroppen,« siger Mette Hjermind Dencker.

Mette Hjermind Dencker præsenterer en ny grøn boligaftale sammen med andre partier i Transport- og Boligministeriet 19. maj 2020. »Christiansborg er ekstremt smittefarlig,« siger hun. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)
Mette Hjermind Dencker præsenterer en ny grøn boligaftale sammen med andre partier i Transport- og Boligministeriet 19. maj 2020. »Christiansborg er ekstremt smittefarlig,« siger hun. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Hun har også været i Sverige, hvor der er meget færre restriktioner.

»De er meget uforsigtige i Sverige og serverer f.eks. salatbuffet. Mange er ligeglade eller regner det ikke for noget. Men ældre mennesker kan dø af det. Lige da jeg var blevet smittet, var jeg sammen med en kvinde på 96, men hun er heldigvis rask.«

»Jeg er ikke bange for at få sygdommen, men for at smitte andre. Jeg synes ikke, senfølgerne er slemme. Jeg er ikke ramt på lugte- og smagssansen, men jeg synes ikke, jeg har så mange kræfter, som jeg plejer. Da jeg kom ud i friheden, var det skønt, men da jeg skulle bære to bæreposer, var jeg helt smadret bagefter,« siger Mette Hjermind Dencker.