Københavns Politi rykker mandag ud til butikker i det nordvestlige København, der i den seneste tid er blevet generet af drengebander, der plyndrer butikkerne ved højlys dag.

»Vores efterforskning af de begåede tyveri- og hærværksforhold fra området fortsætter med uformindsket styrke, og vi håber meget snart at kunne pågribe og straffe de skyldige,« siger politiinspektør Tom Struve i pressemeddelelsen.

Politiets tiltag nyder opbakning fra begge fløje, der mener, det ikke er et øjeblik for tidligt.

»Politiet skal gøre deres arbejde så aktivt som muligt. De her baner skal findes og have at vide, på en så kontant måde som muligt, at det er uacceptabelt,« siger Sofie Carsten Nielsen, retsordfører fra Radikale Venstre til BT.

Hendes kollega fra Dansk Folkeparti, retsordfører Peter Kofod Poulsen, mener det samme, og er i øvrigt klar til at tage den op med Justitsminister Søren Pind.

»Det er sandelig på tide, at vi får slået ned på de her drengebander. Det er fuldstændig uacceptabelt, at de i så lang tid kan hærge et område. Vi vil stadig gå til Justitsministeren og bede om en redegørelse. Det må ikke gentage sig,« siger Peter Kofod Poulsen til BT.

Det glæder også retsordfører for SF, Lisbeth Bech Poulsen, at lokalområdet kan se frem til tryghed.

»Det er fornuftigt. Det har skabt stor utryghed. Det er en af politiets opgaver, når der er så grov chikane, at de rykker ud, så man lokalt kan mærke, at der bliver taget hånd om det,« siger Lisbeth Bech Poulsen til BT.