Mens danske forbrugere og virksomheder boykotter Ecco på stribe, så har landets 11.417 politibetjente ikke noget valg.

Størstedelen af politistyrkens sko og støvler kommer nemlig fra Ecco, der er under hård kritik for at fortsætte med at drive forretning i Rusland.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan politiet holder fast i Ecco som leverandør, og nu viser en række nye svar i sagen, at størrelsen på politiets ordre hos den omdiskuterede virksomhed er steget betragteligt.

Fra 2019 til og med maj 2022 har politiet købt ikke mindre end 18.000 stykker fodtøj hos Ecco svarende til 82 procent af politiets fodtøjsleverancer.

Mens politiet fra 2016 til midten af 2019 købte omkring 6.500 stykker fodtøj hos Ecco, svarende til 32 procent.

Det fremgår af en række svar fra Rigspolitiet til B.T.

I Politiforbundet er man bekendt med problemet, fortæller medlem af hovedbestyrelsen Lars Wolsgaard.

»Der er medlemmer, der har henvendt sig og synes, at det er underligt, at vi går i Ecco-sko, når man ser på, hvad der foregår lige nu. De personer så meget gerne, at man havde mulighed for at vælge andet fodtøj end Ecco,« siger han.

Ved du noget? Skriv til en af journalisterne bag historien på andw@bt.dk

Lars Wolsgaard fortæller videre, at det næsten ikke er muligt at vælge andet end Ecco-sko, hvis man arbejder i politiet.

»De udgør cirka 80 procent af kataloget. De er blevet valgt, fordi det er kvalitet. Der var ingen, der regnede med, at der skulle være problemer med et hæderkronet, familieejet firma, der også er kongelig hofleverandør.«

Men som det ser ud lige nu, må lovens lange arm stadig træde i Ecco-sko.

»Vi har sagt til Rigspolitiet, at de må kigge den nuværende kontrakt igennem og se, om der er mulighed for at levere andre sko, til de medlemmer, der ønsker det.«

»Og så vil jeg sige, at det er klart, når der kommer et nyt udbud, så vil vi huske det her og minde Rigspolitiet om, at Ecco ikke er de bedste at indgå kontrakt med i fremtiden,« siger Lars Wolsgaard.

Eccos tilstedeværelse i Rusland har dog ikke givet anledning til overvejelser om at skifte leverandør, oplyser Rigspolitiet i et skriftligt svar til B.T.

‘Det er Rigspolitiets vurdering, at den aktuelle situation ikke giver kontraktuelt belæg for at drøfte valget af underleverandører hos vores leverandør Orloff Firmatøj A/S.’

Siden Rusland invaderede Ukraine har danske virksomheder trukket sig ud på stribe, men ikke Ecco, der har argumenteret for hensynet til deres cirka 1.500 ansatte.

Økonomisk spiller Rusland dog også en vigtig rolle for Ecco, der for to år siden gennemførte en investering på over en milliard kroner i selv at kunne distribuere sine produkter i landet.

Af selskabets seneste regnskab fremgår det, at investeringen i Rusland har været den største nogensinde for Ecco.

Selskabet Ecco-Ros, der distribuerer Eccos produkter i Rusland havde i 2021 et overskud på 103 millioner kroner.