Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs har virkelig fået sat nationen i debat den seneste periode.

Fredag havde Rasmus Paludan endnu engang planlagt at demonstrere, men Københavns Vestegns Politi kan fortsat ikke love for sikkerheden af den offentlige fred og islamkritikeren.

I en pressemeddelelse forklarer politiet, at man derfor har valgt at opretholde forbuddet mod demonstrationer fra Stram Kurs, som man har gjort de seneste dage.

De mener nemlig ikke, at situationen har forbedret sig de seneste dage. Det er baseret på lokale underretninger og oplysninger.

»Vi følger udviklingen tæt og nøje og har vurderet demonstrationen i forhold til et samlet lokalt situationsbillede. Vi vurderer desværre, at en ny Stram Kurs-demonstration i den nuværende situation og med det aktuelle trusselsniveau fortsat kan bringe den offentlige fred og Rasmus Paludans sikkerhed i fare,« siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi.

»Derfor har vi følt os nødsaget til at forbyde demonstrationen,« forklarer han.

Stram Kurs havde planlagt en demonstration torsdag klokken 11.00 i Værebro eller Bagsværd, og det samme var planen igen fredag.

Det helt store drama startede søndag på Nørrebro på Blågårds Plads i København, hvor Rasmus Paludan var ude at demonstrere sammen med Stram Kurs.

Det udløste omfattende uroligheder, hvor modstandere af Paludan byggede barrikader og tændte bål i gaderne flere steder i byen.

Retten til at forsamles og dermed til at demonstrere er sikret i Grundloven. Men Grundloven siger, at hvis forsamlingen foregår "under åben himmel", så kan den forbydes.

Det kan ske, når der kan "befrygtes fare for den offentlige fred", som det lyder i lovteksten.

Rasmus Paludan blev for nylig dømt for at overtræde straffelovens racismeparagraf. Det resulterede i 14 dages betinget fængsel, men han har valgt at anke dommen.