Politiets specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) advarer nu om en markant stigning i digital svindel.

Det drejer sig om svindelnumre, hvor svindlere udgiver sig for at være en nær relation, der er havnet i en nødsituation. Det skriver de i en pressemeddelelse.

»Svindlerne udnytter, at vi generelt har stor tillid til vores familie og venner, og at der derfor ikke er nogle røde lamper, der blinker,« siger leder af Forebyggelse og Analyse i National Center for IT-kriminalitet, Kresten Munksgaard.

Centret hører under NSK.

Politiet har registreret 1.151 anmeldelser af denne type svindel i løbet af årets første seks minutter, skriver NSK.

Det er mere end fem gange flere end i samme periode sidste år. Det overgår samtidig antallet af anmeldte sager i de seneste fire år tilsammen.

De fleste sager har længe handlet om de såkaldte 'Hej mor'-beskeder, hvor svindlere udgiver sig for at være de svindledes børn.

Her beder de typisk om hurtige pengeoverførsler og presser ofrene til at reagere straks ved at sige, at de er i akut nød.

Men nu har svindlen fået en ny dimension:

»Det nye er, at svindlerne udvider målgruppen og nu i højere grad går efter at svindle fædre. Kønsforskellen er næsten udlignet. Derudover ser vi flere tilfælde af, at unge rammes via de sociale medier, hvor de tror, de låner penge ud til en ven,« siger Kresten Munksgaard.

Det sker typisk på sms eller gennem falske profiler på sociale medier.

Derfor opfordrer NSK til, at man får bekræftet, at personen man er i kontakt med, er den, de giver sig ud for at være.

»Hvis personen ikke kan tale i telefon, kan man kontrollere vedkommendes identitet ved at stille et spørgsmål, som ingen andre kan svare på. Det kan fx handle om et barndomsminde, et kæledyr eller noget helt tredje,« lyder rådet fra Kresten Munksgaard.