Det er et velkendt problem for mange bilister, at isen kan lægge sig på bilruden i de koldeste måneder.

Men det kan ende med at koste dig dyrt, hvis du ikke får fjernet isen.

Søndag er en bilist i Vanløse nemlig blevet sigtet for at køre bil med tilisede ruder, skriver Københavns Politi på Twitter.

Og det er en trafikforseelse, der kan give en bøde fra 1000 kroner og helt op til en betinget frakendelse af førerretten.

I den konkrete sag i Vanløse vil man forsøge at rejse tiltale for frakendelse af førerretten, forklarer vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen til TV 2.

Forklaringen er, at føreren af bilen har haft et meget begrænset udsyn ud ad forruden.

Derfor kan vedkommende sigtes efter paragraf 67 i færdselsloven, som slår fast, at føreren af en bil kan straffes med bøde, hvis bilen ikke er holdt i sådan en stand, at den kan benyttes uden fare for andre.

Sagen får også politiet til at advare bilister om, at det kan være farligt, hvis man kører bil med tilisede ruder.

»Så brug lidt tid på at sikre fuldt udsyn før du kører og undgå ulykker og frakendelse af kørekortet,« slutter Københavns Politi.