Eventuelle problemer skal frem i lyset, mener Politiforbundet, der dog ikke synes, det skal ske anonymt.

Fra marts bliver det efter planen muligt for ansatte i politiet, PET, anklagemyndigheden og kriminalforsorgen anonymt at indberette om strafbare forhold, som de får indblik i på jobbet.

Det skal ske gennem en whistleblowerordning.

Men formand i Politiforbundet Claus Oxfeldt frygter, at ordningen, som forbundet ikke har efterspurgt, kan skabe mistillid internt på arbejdspladsen.

- Jeg frygter, at den bliver brugt i stor stil, og at den kommer til at betyde, at folk kigger skævt til hinanden.

- På en måde synes jeg, at det er et sygdomstegn, at man finder det nødvendigt, at man anonymt skal kunne anmelde noget, der skal undersøges, siger han.

Claus Oxfeldt understreger, at han ikke er imod ordningen, og at eventuelle brud på loven skal indberettes.

Det bør ifølge ham bare ikke ske anonymt.

- Jeg håber, at hvis der er store, kontroversielle ting, der kan have en samfundsmæssig betydning, at man så har mod og mandshjerte til selv at fortælle det, og at man ikke behøver at gøre det anonymt.

- Det er virkelig mit ønske. Jeg håber, at den bliver brugt så lidt som muligt, men at man anmelder ting på traditionel vis. Det synes jeg, er det rigtigste at gøre.

Whistleblowerordningen skal udrulles inden for Justitsministeriets område 1. marts. Efterfølgende er det planen, at ordningen bredes ud til det øvrige statslige område.

I en kronik i Berlingske onsdag nævner statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tibetsagen, hvor borgeres demokratiske rettigheder blev krænket, og sagen om millionsvindel i Socialstyrelsen som grunde til, at der er behov for en ordning.

Det havde dog ikke stoppet tibetsagen, vurderer Claus Oxfeldt.

- Jeg er i tvivl, om det kunne have ændret noget at have en whistleblowerordning på daværende tidspunkt. Det var i flere år kendt, at der blev fjernet flag fra demonstranter.

Oxfeldt oplever, at det er en del af politifolks dna at anmelde problemer, de bliver vidner til.

/ritzau/