Der er store problemer med at rekruttere politifolk, og et politisk flertal styrker derfor nu uddannelsen med mere løn, uddannelse og fokus på økonomisk og digital kriminalitet.
Det fremgår af et nyt politiforlig, som et politisk flertal står bag torsdag, hvor det præsenteres af justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Det skal vi gøre, fordi politiet passer på os nat og dag, siger ministeren, som fremhæver, at antallet af politibetjente også øges på sigt.
Politiets økonomi løftes generelt med 1,5 milliarder kroner årligt fra 2030.
Politiforbundet har presset på for at få indført løn under hele politiuddannelsen i håb om, at det kan få flere til at søge ind på politiskolen.
De studerende vil fremover modtage løn under to tredjedele af uddannelsesforløbet, som forlænges fra to år og fire måneder til tre år.
- Når vi er til vejs ende kommer vi til at have den største politistyrke nogensinde med mere end 12.000 politifolk, siger justitsministeren.
Der er sket en "markant stigning" i antallet af sager om økonomisk kriminalitet og it-kriminalitet, herunder svindel, bedrageri på internettet samt digitale sædelighedsforbrydelser.
Derfor indføres der en uddannelse i økonomisk og digital kriminalitet, hvilket sker efter historier i medierne om, at sager under et vist beløb blev henlagt eller parkeret på grund af manglende ressourcer.
- Nu begynder man at optage folk på den uddannelse, og som ikke skal køre i beredskab og ikke skal opfylde alle de fysiske krav, men uddannes alene til efterforskning af it- og økonomisk kriminalitet, siger Peter Hummelgaard.
Aftalen sikrer øget brug af kunstig intelligens og teknologi for ansigtsgenkendelse. Det skal rulles bredere ud end i dag, hvor der er pilotprojekter.
Datatilsynet har tidligere udtalt, at det bør fastsættes ved lov, hvilke strafbare forhold der danne grundlag for anvendelse af ansigtsgenkendelse.
De seneste år har budt på en stigning i registreringen af partner- og kvindedrab, og derfor nedsættes en partnerdrabskommission. Den skal gennemgå drab og udlede anbefalinger på tværs af myndighederne.
Politiets indsats mod natur- og miljøkriminalitet skal styrkes med 12 årsværk efter jordforureningssagen fra Ølst og naturhærværket på henholdsvis en mose og en skrænt i Kolding og Vejle.
I strafreformen blev bøder mod naturkriminalitet hævet med 100 procent.
Indsatsen mod økonomisk kriminalitet styrkes med øgede ressourcer og flere årsværk.
Liberal Alliance og Alternativet er ikke med i forliget, da de var uenige i henholdsvis finansiering og brug af overvågning ifølge ministeren.
Ifølge partierne blev de dog smidt ud, og Liberal Alliance kalder det spin fra ministeren.
/ritzau/
